Det hævdes, at den folkekære professor i teoretisk fysik, Holger Bech Nielsen, engang sagde følgende til Dronning Margrethe under et møde i Videnskabernes Selskab:

»Det besynderlige er, at vores univers ved lave temperaturer har strukturen U(1)xSU(2)xSU(3)!«

Historien melder ikke noget om, hvor meget Regenten fattede af professorens forsøg på at delagtiggøre hende i et vigtigt element af den kosmiske mystik. Men Dronningen har formentlig forstået, at det var en meget spændende problemstilling.

Sådan havde de fleste af de over 300 tætpakkede tilhørere i det største auditorium i Universitetsparken i København det efter alt at dømme også i går eftermiddag, da det højttalende orakel holdt sin afskedsforelæsning.

De fleste forstod næppe meget. Men at det var spændende og uendeligt fascinerende var hævet over enhver tvivl.

For jubelen og klapsalverne var nærmest endeløse, da den lille 71-årige mand, velklædt i mørkt jakkesæt og med signatur-butterflyen på plads, afsluttede sin forelæsning om »Mine eventyr i fysik«.

Men det var tydeligvis svært for professoren at koge 50 mageløse år i den teoretiske fysiks tjeneste ned til bare en times forelæsning, »for det levner jo bare et minut og 12 sekunder til hvert år,« som han sagde.

Det blev et foredrag, tilmed på engelsk, der kom omkring en lang række af de mest grundlæggende spørgsmål om universet og dets struktur. Om bl.a. vektor-partikler, vortex-linjer, teoretiske vakuumbomber og supersymmetriske partikler.

Men det blev også et foredrag, hvor den storsmilende professor på sin egen finurlige og selvbevidste facon i hvert fald i et vist omfang forstod at anskueliggøre, hvilken central betydning han har haft for den teoretiske fysik på internationalt plan.

Ikke uden stolthed berettede han om dengang, da han opdagede og hold nu fast, kære læser at »Veneziano-modellen i virkeligheden er en model af udspredte strenge.«

Holger Bech Nielsen kunne naturligvis have formuleret sig klarere, hvis han slet og ret havde sagt, at han havde udtænkt en ny teori om universets fundamentale indretning. En berømt teori, der i dag kendes som strengteorien, og som forener kvantemekanikken med Einsteins generelle relativitetsteori.

Men mindst lige så imponerende synes en anden af professorens opdagelser at være. Tidligere på året kunne fysikere på det europæiske atomforskningscenter CERN i Schweiz sensationelt meddele, at man med stor sikkerhed havde fanget og målt den sagnomspundne subatomare partikel Higgs, der kan forklare, hvorfor alle andre partikler har en masse, altså vejer noget.

Tilmed kunne man langt om længe beregne dens masse til omtrent 126 såkaldte gigaelektronvolt.

Men flere årtier forinden, da Higgs’en var en ren og skær teoretisk partikel, havde Holger Bech Nielsen beregnet dens sandsynlige masse til sådan cirka 129,4 gigaelektronvolt.

Efter forelæsningen fangede Berlingske professoren til en lille filosofisk snak.

»Jo, jeg føler mig da lidt som en filosof. Der er mange filosofiske, mange grundlæggende ting i fysikken, især i kvantemekanikken, og tilbage i historien skelnede man jo ikke så meget mellem filosoffer og fysikere, som vi gør i dag,« sagde Holger Bech Nielsen, der langtfra har sagt farvel til fysikken, selv om han formelt er pensioneret:

»Jeg håber da at få 50 år mere. Der er så mange spændende og uløste problemstillinger i fysikken. Men hvis den moderne medicinske teknologi kan følge med, kan jeg måske også nå det.«B