Da EM 1996 i England sluttede i gruppespillet for det danske landshold og dermed uden et vellykket titelforsvar valgte Richard Møller Nielsen at forlade jobbet som dansk landstræner.
Herefter fulgte fire succesrige år som landstræner i Finland.
- Richard var en fantastisk person. Jeg ved, at han i Danmark ofte var på kant med medier, men i Finland var han enormt respekteret og vellidt i både befolkning og presse, siger Finlands general manager Lennart Wangel.
Lennart Wangel bestred den samme position, da 'Ricardo' stod i spidsen for det finske landshold og havde et tæt samarbejde med danskeren.
- Jeg tog mig af alle de administrative kedelige ting, Richard tog sig af træning og kampe, og sammen diskuterede vi taktikken. Her kunne jeg konstatere, at han virkelig gik sine egne veje. Han udtog ukendte spillere, som overraskede folk og fik etableret et kollektivt stærkt finsk hold, siger Lennart Wangel.
Til kvalifikationen frem mod VM 1998 i Frankrig kom finnerne tættere på end nogensinde før.
- Vi spillede den sidste gruppekamp hjemme mod Ungarn og med en sejr, så ville vi komme i playoff om en billet til Frankrig. Der var udsolgt på stadion i Helsinki og hele landet stod stille de timer. Vi førte 1-0 indtil langt inde i overtiden, så scorede Ungarn og tog andenpladsen med et point. Vi var knuste, men Richard sagde, at der var mere i vente, husker Lennart Wangel.
- I den efterfølgende kvalifikation til EM 2000 vandt vi 3-1 i Istanbul over Tyrkiet. Det er et af de største resultater nogensinde i finsk fodbold, og selv om vi ikke kom til EM, så betød Richards tid at finsk fodbold tog et stort skridt frem. Mange spillere kom til udenlandske klubber, og hele sporten fik et stort løft takket være ham. Vi skylder ham alt, og heldigvis var han god til at holde kontakten og komme på besøg.
Richard Møller Nielsen blev tildelt finsk fodbolds mest prestigefyldte pris Captain's Ball.
Efter tiden i Finland fulgte to år som landstræner for Israel før et sidste trænerjob i Kolding afsluttede en flot trænerkarriere, der sikrede dansk fodbold sit hidtil største resultat.