Feriekufferten skal pakkes, og der ligger måske allerede en bunke bøger i reolen, som du glæder dig til endelig at få tid til at læse i sommerferien. Ferien er naturligvis til for at puste ud og tanke op, men det er også et oplagt tidspunkt at hente ny inspiration. Ens hoved bliver lidt tømt for hverdagens mylder af rutiner, pligter og gøremål, og det skaber plads – og lyst – til at suge ny inspiration til sig.

Når det gælder inspiration til din bolig, er der selvfølgelig altid idéer at hente fra magasiner, aviser og sociale medier, men benyt dig af, at sommertid er læsetid, og giv dig tid til at fordybe dig endnu mere.