Det er et smukt eksempel på et samarbejdende folkestyre, at regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og de Radikale har indgået en aftale om gensidigt at støtte den til enhver tid siddendes regerings økonomiaftaler med regioner og kommuner.
Sådan siger en yderst tilfreds finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), efter han har fået støtte fra S, R og DF til regeringens netop indgået aftale med KL, som fredag skal til afstemning i Folketingets Finansudvalg.
De Konservative afviste at stemme for milliardaftalen om kommunernes økonomi, med mindre en mulig stigning i grundskylden blev stoppet. Men nu har regeringen med Claus Hjort Frederiksen i spidsen altså samlet et flertal uden om de Konservative.
»Det er klart, at det er regeringens ansvar at sikre nok mandater. Men det har jeg ikke kunnet, fordi de Konservative lige pludselig besluttede at trække den støtte, de havde givet tilsagn om, hvor det specielt var omprioriteringsbidraget i den her kommuneaftale, der har været omdrejningspunktet,« siger finansministeren.
»Jeg skal ikke kunne forklare, hvorfor de Konservative har truffet den beslutning. Det er de Konservative, som må forklare og forsvare deres egen politik,« siger Claus Hjort Frederiksen og fastslår samtidig vigtigheden af den nye aftale med DF, S og R:
»For mig er det afgørende, som vi alle fire har bekræftet, at vi har et aftalesystem omkring kommune- og regionsøkonomi, og det forudsætter, at vi gensidigt bakker op - uanset hvem der sidder i regeringen.«
Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen (S), understreger, at partiet har taget initiativ til aftalen, fordi det er vigtigt, at »der kommer styr på butikken«.
»Vi står i en situation, hvor det sejler i den forstand, at der ikke er opbakning til regeringen i blå blok i forhold til at få vedtaget et aktstykke, der kan sikre, at der kommer klarhed omkring kommunernes økonomi. Aftalen gælder jo altså også efter et regeringsskifte, og det vil sige, at vi har fået en garanti for, at Venstre - og i øvrigt også Dansk Folkeparti - vil støtte et aktstykke, der eventuelt måtte komme i en SR-regering efter et kommende valg,« siger han.
De Konservatives finansordfører, Brian Mikkelsen (K), ærgrer sig på boligejeres vegne over den aftale, regeringen har indgået fredag:
»Vi tager det stille og roligt, men det er ærgerligt for landets boligejere. Vi har ikke på noget tidspunkt været med i en aftale med regeringen. Nu har de så indgået en aftale med de røde partier, men jeg synes, det er ærgerligt, at de ikke kæmper for boligejerne.«
