Ricco Sørensen har i snart 16 år ejet og drevet den københavnske kaffekæde Riccos Kaffebar med 12 cafeer spredt rundt om i de københavnske gader. Som navnet antyder, er det hans kaffebar, og sjældent har et virksomhedsnavn været mere retvisende.

For Ricco Sørensen har stået for alt. Han har drevet den støt voksende forretning som en enkeltmandsvirksomhed, hvilket betyder, at han hæfter personligt for alt der foregår i virksomheden. Han har været kaffebrygger, adm. direktør, økonomichef, indkøbsansvarlig, HR-chef, indretningsarkitekt, og udviklingsdirektør på én og samme tid de seneste 16 år.