Den globale økonomi har de seneste 25 år ændret sig fundamentalt. De kommunistiske regimer i Europa er brudt sammen og erstattet af demokrati og traditionel markedsøkonomi.

I Kina har man valgt at deltage på markedsmæssige konkurrencevilkår i den globale økonomi. Internettet har udbredt kommunikation og samhandel på en måde, ingen havde troet. International handel og investering på tværs af grænser er forøget i et omfang, kun få havde forventet. Alle disse ændringer har kun været mulige at binde sammen, fordi vi har en global markedsøkonomi, hvor kapital og varer flyder mere frit end tidligere. Det har givet vækst og fremgang særligt i verdens fattigste lande.

De seneste fem år har Europa og USA været præget af en finanskrise, som i realiteten er en nødvendig korrektion. Privatforbruget i Europa og USA er for højt og uholdbart på lang sigt. Det har i stor udstrækning været finansieret af låntagning, og derfor har krisen fået navnet finanskrisen. Den er ikke skabt af bankerne, men derimod af det simple forhold, at vi i USA og Europa har for stort forbrug både privat og offentligt. Vi har aldrende befolkninger, og vores konkurrenceevne er blevet matchet af de nye fremadstormende økonomier. Dette har udløst tab, som i sidste ende lander i banksystemet. Dermed bliver det første krisetegn, man får øje på, at bankerne kommer i problemer.

Det tjener intet formål at diskutere skyld. Finanskrisen og den samfundsøkonomiske krise er en uundgåelig korrektion i en verden, der er omskiftelig, hvor nye lande sparer op, investerer og bliver konkurrencedygtige.

Bankerne har bevilget udlånene, men det er os alle – borgere og virksomheder – der har hjemtaget lånene. Det er os alle sammen, der har truffet de beslutninger, som har udløst krisen.

Det er værd at hæfte sig ved, at dygtige politikere, dygtige embedsmænd og dygtige nationalbankdirektører har sikret, at krisen ikke har udviklet sig til en økonomisk depression. Vi har fået en brat opvågnen til en ny verden, og konkurrencen er skærpet, men vi har undgået et sammenbrud. Det er utroligt positivt, at det er lykkedes ved brug af bankgarantier, pengepolitik og finanspolitik at sikre den globale økonomis stabilitet. Midt i denne krise er der desværre gået »sport« i at finde de skyldige. Finanssektoren har fået prædikat af at være årsag til hele misæren. Dette er ganske enkelt forkert.

Kapital og arbejdskraft er de to ingredienser, der skal til for at skabe produktion, indkomst og dermed velstand. I det meste af Europa har vi de seneste 200 år set en stor økonomisk fremgang, som er baseret på etablering af folkeskole og uddannelse for alle samt oprettelse af et effektivt bankvæsen. Når borgerne får bedre uddannelse, bliver produktiviteten højere, og når kapitalen kan flyde frit fra dem, som sparer op, til de entreprenører, som sætter nyt i gang, får man økonomisk vækst i samfundet. Etablering af folkeskole og etablering af en professionel finanssektor i starten af 1800-tallet er formentlig starten på udviklingen af den velstand, vi kender i dag.

Mange steder i verden har de fortsat problemer på begge områder. I de fattigste lande kæmper man med at etablere mikrofinansiering, fordi man ved, at det kan skabe vækst. I Asien, særligt Japan og Kina, kæmper man med at få banksystemet til at fungere. Det fungerer ikke endnu. I Japan har man været i 25-årskrise, fordi hele finanssektoren er domineret af få, store, ukonkurrencedygtige banker, som er både statsstyrede og overregulerede. I Kina fungerer bankerne slet ikke. Man finansierer stadigvæk kolossale opbygninger af motorveje, jernbaner og broer og sågar hele millionbyer, som står øde hen. Det største spild af kapital i verdenshistorien sker i disse år i Kina.

En effektiv finanssektor og et effektivt uddannelsessystem er vejen til velstand.

Mange overser, at finanskrisen allerede har haft dramatiske følger for alle dem, der investerer og arbejder i denne sektor. Som det fremgår af figur 1 og 2, har bankaktionærer i Danmark tabt 117 mia. kr. de seneste fem år. En lang række banker er gået ned eller halveret i værdi. Aktionærerne har tabt enorme beløb svarende til 100 mia. kr.

36 banker er fusioneret, medens 15 banker er gået konkurs. Direktører og bestyrelser i stort antal er fyret. Der er sket en voldsom korrektion. Staten har via bankpakker garanteret banksystemet.

Dette har ikke hjulpet aktionærerne set under ét, men derimod sikret, at den almindelige borger med et indskud i en bank ikke har mistet sine penge. Bankens aktionærer har tabt, og borgerne er gået fri, hvilket må siges at være fair. I realiteten har staten gjort det rigtig godt, fordi staten ved hjælp af bankpakker, vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, har tjent ti mia. kr. på at redde bankerne. Med andre ord en meget veludført gerning.

Banksektoren har nu været igennem en nødvendig tilpasning. Markedsmekanismerne har klaret det meste, og i realiteten er regulering ikke påkrævet. Faktisk er den største risiko lige nu overregulering, fordi man fejlagtigt tror, at det er bankerne, der har skabt krisen. Det er klart, at man fra myndighedernes side skal have et grundigt Finanstilsyn og sikre, at bankerne har solvenskapital nok til at stå bag udlån. Men behovet for regulering er overdrevet.

I Danmark har vi desværre indført en særlig lønsumsafgift, som beskatter brug af arbejdskraft i finanssektoren. Det er ejendommeligt, at man vil beskatte brug af arbejdskraft i en videnssektor, som endda er afgørende for, at et moderne samfund kan fungere. Jo mere vi beskatter ansættelse af medarbejdere i finanssektoren, desto mere finansiel aktivitet flytter vi ud af Danmark, og jo mindre effektive bliver vi til at fordele kapitalen lønsomt.

Vi er et aldrende samfund, der sparer store beløb op, fordi vi klogelig har etableret et veludbygget pensionssystem. Vi har brug for en stærk dansk finanssektor, der kan fordele denne kapital effektivt, skabe et afkast og medvirke til at udvikle viden på dette meget vigtige område. Det er ejendommeligt, at man politisk gerne støtter forskning og udvikling inden for alle former for erhverv, men samtidig ønsker at beskatte viden og udvikling i finansvirksomhed.

I Danmark beskæftiger finanssektoren 80.000 fuldtidsansatte og leverer syv pct. af Danmarks BNP, se figur 3. Vi tjener penge og betaler skat ligesom andre sektorer. Hvis ikke vi havde en stærk dansk finanssektor, ville vi importere de samme ydelser og betale amerikanske, britiske, tyske og japanske investmentbanker for de ydelser, vi nu selv producerer.

Da der er tale om ydelser med stort videns- indhold, vil det være dyrt i importkroner, hvis ikke vi selv har en stærk finanssektor. På den baggrund er det svært at forstå, hvorfor man via en særlig dansk lønsumsafgift, som ikke findes andre steder i verden, beskatter brug af arbejdskraft i finanssektoren med ti pct. og snart hæver dette til 15 pct.

Hvis vi i de kommende år skal opbygge et større privat erhvervsliv, vil det kræve etablering af mange nye små og mellemstore virksomheder. Dette kan ikke ske uden risikovillig kapital og lånekapital. Der er derfor stor brug for dynamik, risikovillighed og forståelse af finansiering.

For 25 år siden var etablering af én ny succesfuld virksomhed i Danmark ensbetydende med etablering af 1.000 nye job. I dag vil etablering af én ny virksomhed i bedste fald skabe 100 job i Danmark, fordi de resterende 900 job skabes i produktionsenheder i Østeuropa, Mexico eller Kina.

Vi skal derfor bruge mange flere virksomheder, mange flere etableringer og meget mere finansiering i Danmark. Vi har nu en pensionsformue på 3.500 mia. kr. og boligudlån på 2.500 mia. kr. Begge er i stor vækst, se figur 4.

Vi har derfor brug for langt mere finansiel håndtering end på noget andet tidspunkt i danmarkshistorien. Vi har brug for en stærk finanssektor, og der er i høj grad brug for en folkelig forståelse for, at denne sektor er både nødvendig og velstandsskabende.

Der er ingen tvivl om, at mange banker og bankdirektører har fejlet. Mange har gennemført forkerte og direkte kritisable beslutninger. Dette er der blevet korrigeret for. Bankaktionærerne har tabt 117 mia. kr. Bankledelser er fyret. Banker er fusioneret. Markedsmekanismerne har ryddet op, og derfor er en stor del af den regulering, man gennemfører, ganske overflødig.

Samtidig er ideen om lønsumsbeskatning af finanssektoren også i modstrid med ønsket om at skabe fremtidige vidensjob i Danmark. Rigtig mange vidensjob skabes i fremtiden i finanssektoren.

To faktorer skal styrkes, hvis vi skal have velstand: Bedre og mere veluddannet arbejdskraft samt bedre og mere smidig kapitalfrembringelse.

Tilsammen skaber dette den vækst, som giver skatteindtægter og finansierer fremtidens velfærdssamfund.