Finanskrisen listede sig ind på os for ti år siden. Er du klar til den næste?

Finanskrisen kom fra vest. En lumsk vestenvind, der listede sig ind på os. Måske fra England, fra Irland, fra Island, mere sandsynligt dog nok helt ovre fra USA. Fra kapitalismens højborg.

Der hvor alt kan lade sig gøre, der hvor alt er større end i Danmark, også kriserne. Vi i Danmark var ikke de skyldige - mente finanstoppen selv. Og det må de have ret i. Mig bekendt er der ikke fængslet nogen for ansvaret for den værste finansielle krise siden følgerne af The Great Depression i 1930erne.

Ikke i Danmark i hvert fald. SØIK – bagmandspolitiet - har forsøgt sig, men da anklagemyndigheden fik nærlæst lovteksten, viste det sig at være så vide rammer for dårlig bankledelse, at de strafferetlige sager mod bankdirektører og bestyrelsesformænd blev droppet.

Det er ikke ulovligt for en fejlplaceret bankdirektør at køre en bank i sænk. Når vækst og grådighed er Gud, gider ingen høre på sund fornuft. Og herregud, her til lands har vi altid Mor Danmark og den store statskasse til at redde os, når det går galt.

Så det må være nogen andres skyld. En systemfejl, et teknisk-finansielt nedbrud, som først og fremmest skyldes de uansvarlige og grådige amerikanere og stordyrkelsen af kapitalismen - må man forstå.

Men nej. Sådan var det ikke. I så fald er det svært at forstå, at denne ødelæggende finansielle vestenvind stoppede brat et eller andet sted på Øresund og ikke angreb svenske banker.

Frygten for at stoppe festen

Drop undskyldningen med at krisen kom fra vest. Den kom fra os selv. Vores egen dumhed, vores egen grådighed, vores egen frygt for at tale den uholdbare del af væksten imod, vores egen frygt for at stoppe festen.

Og det gælder hele vejen rundt – ingen går fri. Bankledelserne selv (først og fremmest), Finanstilsynet, Danmarks Nationalbank, Christiansborg, økonom- og analytikerkorpset og os i medierne. Vi snorksov i timen.

Lidt forenklet sagt: Vi er alle skyldige - og når alle er skyldige, er ingen skyldige.

Historikere vil over de kommende år granske i og beskrive årsagen til finanskrisen og forsøge at finde svar på, hvordan noget lignende kan undgås. Glem det, der kommer altid en finanskrise til. Måske ikke så dramatisk som 2008-nedturen, men markedsøkonomien har det nu engang med at udvikle sig i bølger.

Jeg har været med til hele tre store finanskriser i de seneste par årtier. Kriser af forskelligestørrelse og omfang, men altid med det samme omdrejningspunkt, uhæmmet vækst, for stor gældsætning og en tro på, at nye, komplicerede, finansielle produkter, som ingen forstår, er vejen frem.

Det siges, at bankfolks hukommelse maksimalt rækker syv år tilbage. Holder den teori stik, vil bankfolk allerede omkring 2015 have glemt 2008-nærdødsoplevelsen og igen være på vej mod næste krise.

Finanskrisen startede flere år før Lehman-krakket

15. september 2018 markerer vi tiårsdagen for begyndelsen på finanskrisen. Jeg er ikke enig. Det er noget sludder. 15. september er »blot« dagen, hvor finanskrisen blev synlig.

Finanskrisen begyndte flere år før. 15. september er dagen, hvor det hele eksploderede. I dag, mange år senere, står det lysende klart, at det selvfølgelig ikke kunne fortsætte.

Selv må jeg også krybe til korset og erkende min del af skylden. Jeg sad dengang som erhvervsjournalist på Berlingske Business. Lidt tung i røven må jeg erkende. Kun langsomt, i dagene, ugerne og månederne derefter gik det op for mig, at vi dengang stod midt i historien uden helt at forstå konsekvenserne.

Så sent som 7. september 2008 skrev jeg en artikel med overskriften »Skvulp eller flodbølge« med en diskussion om, hvorvidt vi kiggede op fra bunden – eller ned mod bunden. Det skulle vise sig, at vi kiggede ned mod bunden.

Nok husker jeg live breaking-udsendelsen mandag 15. september 2008 fra CNNs kameraer uden for investeringsbanken Lehman Brothers i Midtown Manhattan. Og medarbejdere der i hundredvis - tomme i øjnene - bar kasser med personlige ejendele ud fra det krakkede finanshus’ hovedkontor. Det største bankkrak nogensinde.

I weekenden op til 15. september havde der været en række krisemøder med den republikanske regering, centralbanken FED og et par af de store banker om en redningsplan for Lehman Brothers. Aktiekursen var styrtdykket, og kreditvurderingsfirmaer havde sat Lehman i skammekrogen. Der skulle findes en løsning inden mandag morgen.

Tilliden til aktiverne i USAs ældste investeringsbank var forduftet. Lehman var dybt, dybt involveret i de såkaldte subprimelån. Boliglån, der var drysset ud til adskillige hundredtusinde amerikanere, som ikke havde en jordisk chance for at betale lånene tilbage.

Det smarte - eller rettere det skandaløse - var, at disse syge boliglån var pakket om og puttet ned i investeringspakker med en anden varedeklaration, som efterfølgende blev solgt over hele verden som førsteklasses finansprodukter.

Det vidste de potentielle bydere på Lehman, og derfor krævede bankerne en garanti fra den amerikanske regering for at overtage Lehman.

Den garanti ville daværende finansminister Henry Paulson ikke give - Wall Street skulle have en lærestreg. Bankerne, og især Lehman Brothers, lå, som banken selv havde redt, lod han forstå.

Så brød helvede og panikken løs. Kreditter, likviditet og den høje tillid internt mellem bankerne stoppede brat. Det hele frøs fast.

Herhjemme kom klarheden kun langsomt. Advarslerne havde ellers stået i kø. Faldende boligpriser i 2007, et vildt, spekulativt projektsalgsmarked, vilde vækstprocenter i særlige bankers udlån, deregulering af finansmarkederne og finurlige finansielle produkter, som vi reelt ikke forstod dybden i.

Også i Danmark begyndte en række banker at excellere i begrebet »derivater«, som vi  oversatte med »finansielle instrumenter«. Problemet var bare, at heller ikke bankfolkene selv til fulde forstod konsekvenserne af den kreative del af udviklingen i finansen. Det løb løbsk.

Kapitalismen på lykkepiller

I januar 2008 faldt Bank Trelleborg, men blev samlet op af Sydbank. I marts 2008 faldt det store amerikanske finanshus Bear Sterns, men blev med den amerikanske centralbank FEDs mellemkomst samlet op af JP Morgan.

I juli 2008 faldt Roskilde Bank, men blev samlet op af staten i form af Nationalbanken. I august 2008 blev Forstædernes Bank tvunget til salg. Nykredit bed på og overtog den syge bank.

I juli 2008 var verdens to største realkreditinstitutter, amerikanske Fannie Mae og Freddie Mac, så rystede, at den amerikanske stat måtte gå ind med en redningsplan.

Bankerne faldt, fordi de i flere år havde redet på en uhæmmet udlånsvækst og dermed fået alt for mange dårlige lån i bøgerne. På et tidspunkt var det samlede indlånsunderskud i Danmark på 600 mia. kr. Det skal løbende finansieres, og så længe tilliden blandt bankerne er intakt, er det ikke et problem. Men hvis det hele først fryser fast, risikerer bankerne at falde som dominobrikker.

Så ja, finanskrisen rullede af sted i 2007, og eskalerede i 2008, men eftersom staten både i USA og Danmark trådte til, når det brændte på, jamen så bed de ellers stærkere og stærkere advarselssignaler ikke på The Establishment.

Kapitalismen og markedsøkonomien var på statsfinansierede lykkepiller. Men pludselig, i weekenden op til 15. september 2008, blev markedsøkonomien genindført i USA. Den amerikanske stat lod den dødssyge Lehman Brothers sejle sin egen sø - og finanskrisen var en realitet.

Alt gik i sort, bankernes interne og underfinansierede balancer frøs til is. Markedsøkonomien måtte sættes på standby, og overalt i den vestlige verden måtte staten og dermed skatteborgerne træde til for at redde den finansielle verden ud af sin selvforskyldte krise.

Jeg skal ikke trætte læserne med yderligere historieskrivning, men kan dog ikke lade være med at berette om en sælsom oplevelse, som jeg havde blot en uge efter 15. september-nedbruddet.

Jeg havde i nogle artikler tilladt mig at skrive om Amagerbankens faldende aktiekurs, den stadigt dårligere kreditvurdering af banken og om tvivlsomme storinvestorers jongleren med ejendomme for milliarder.

Amagerbankens daværende direktør Knud Christensen rasede over kritikken mod sin og andre sunde danske banker. Han kaldte mig til hovedkvarteret på Amagerbanken for én gang for alle at slå fast, at ja, Amagerbanken var en byggebank, men at journalister ikke fattede en brik af det at drive moderne bankvirksomhed.

Han fortalte mig i ganske ophidsede vendinger, at hans bank ikke var i krise. Tværtimod var Amagerbanken kernesund. Krisen var de andres skyld.

Amagerbanken måtte kort tid efter søge tilflugt og beskyttelse under statens brede vinger. Men lige lidt hjalp det, banken gik konkurs i februar 2011.

Problemet er ikke, at Knud Christensen og i øvrigt også andre bankdirektører dengang holdt fast i glansbilledet af en sund bank. Det helt store problem er, at mange af dem, der fejlede i 2008, den dag i dag ikke har villet erkende det enorme kredit- og ledelsessvigt, der var i de mest udsatte banker.

Så spoler vi filmen ti år frem

Hvordan har patienten det så i dag, ti år efter nærdødsoplevelsen? Den har det fint, tabene er små, overskuddene enorme med masser af milliardstore udbytter til aktionærerne. Heldigvis. En sund banksektor er nu engang udgangspunktet for et sundt og stabilt vækstorienteret samfund.

Men en ting er økonomi og regnskaber, noget ganske andet er banksektorens image. Bankerne som branche er fortsat i bad standing. Begge de to storbanker, Danske Bank og Nordea, ligger helt i bund på bankernes imageliste. Det viser en frisk meningsmåling fra konsulenthuset Voxmeter bragt i Finans.dk.

Det er et problem. For sektoren. Ikke at kunderne flygter. Hverken Danske Bank eller Nordea har for alvor oplevet kundeflugt i kølvandet på eksempelvis Panama-skandalen og hvidvaskskandalen.

Næh, problemet – for bankerne – ligger på Christiansborg. Bankerne har pt. ikke en legitimitet hos politikerne, og det betyder, at banklovgivningen strammes og strammes, uden at bankerne reelt bliver hørt.

Kun fremtiden kan vise, om disse stramninger har et fornuftigt formål, eller om det ender med et bureaukrati så stort, at det truer med at lægge hindringer i vejen for den vækst i samfundet, som vi skal have. Nok er bankerne kapitalistiske, men det er en form for statslig styret kapitalisme.

Jeg tror på, at bankerne i dag økonomisk er sundere, end bankerne var i årene op til finanskrisen. De finansielle stødpuder er blevet polstret, kravene til bankledelsernes kvalitet er skærpet, uhæmmet vækst er blevet tøjlet, og indberetningspligten til de offentlige myndigheder er mangedoblet. Kontrollen er skærpet.

Men. Tillad mig her på falderebet et par nedslag, som kan resultere i den næste finanskrise.

Boligpriserne er så høje som aldrig før, især i storbyerne. Aktiepriserne er høje. Centralbankerne i USA og Europa har i nu ti år pumpet likviditet ud i markedet.

Læg hertil, at beskæftigelsen er høj, renten på nulpunktet og gældsfinansiering dermed gratis.

Den helt store prøvelse er, at centralbankerne, FED i USA og ECB i Europa, over de næste år skal styre en udvikling hen mod en normalisering af renten. Altså en rente på tre, fire eller fem procent. Og samtidig suge likviditet op i markedet.

Det er en øvelse, der aldrig er prøvet før i historien. Det er en øvelse med et hav af ubekendte.

Du kan bare kigge på din egen økonomi. Hvordan hænger den sammen, når udgiften på boliglån fire- eller femdobles?

Markedsøkonomi er ikke lig med kriser, men markedsøkonomien har med års mellemrum brug for justeringer. De kan vise sig som håndterbare kriser eller resultere i en krise som den i 2008, hvis vi bevidst lukker øjnene for faresignalerne.

Det kan sagtens være, at den næste krise kommer ind med vestenvinden. Den store opgave er at have banker, der kan modstå en sådan storm og ikke blæse omkuld ved først vindpust.

Det bør vi kunne forlange af bankerne. Hvis de fortsat vil betragtes som en af de bærende søjler i samfundet.

Læs hele temaet om Finanskrisen ti år efter her

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator