Rygterne har svirret heftigt de seneste dage, og nu skulle den være officiel. Den britiske finansavis Financial Times er blevet solgt.

Det skriver Bloomberg News i hvert fald.

En stribe medier har de seneste dage skrevet om, at Pearson, der ejer finansavisen, ville afhænde den efter henvendelse fra en række potentielle købere.

Ifølge Bloomberg News endte vinderen af tilnærmelserne med at blive den japanske mediekoncern Nikkei, der betaler 844 mio. pund (8,97 mia. kr.) for transaktionen.

Nikkei får dog kun fingre i selve finansavisen for de 9 mia. kr. De andre dele af FT Group, som datterselskabet til Pearson hedder, en ejendom i London og 50 pct. af magasinet The Economist, følger ikke med.

Transaktionen ventes at blive afsluttet i løbet af fjerde kvartal i år.