I Frankrig har man altid haft stjernefilosoffer som Voltaire og senest Bernard-Henri Lévy, der selv om de er omstridte, så dog er bredt respekterede. Vi har i Danmark haft det svært med den slags filosoffer, og det nærmeste vi kommer er vel Søren Kierkegaard. I nutiden er svært at nævne nogle, der med eminent viden, stålklar debatevne og integritet kan indtage tronen. Mit bedste bud er Frederik Stjernfelt.

Han kommer fra Aalborg og blev uddannet på Aarhus Universitet. Hans første bøger var temmelig uforståelige og skrevet til en snæver kreds af akademikere. Men der var en indre folkelig, debatlysten, fritænkende djævel, der ville ud, måske et resultat af slægtsskabet med den pragtfulde anarkist Carl Heinrich Petersen, der huserede i Viborg og sagde alle de moderigtige meninger imod i 1970erne.

Professor Stjernfelt gør eminent og radikalt op med Martin Luther

Lysten til at komme ud over den akademiske rampe og indtage uforudsigelige standpunkter begyndte at manifestere sig i Stjernfelts redaktørskab af tidsskiftet Kritik, som egentlig var temmeligt rødt, men under Stjernfelts redaktørskab i stigende grad manifesterede sig ved at sige moderigtige meninger imod.

Det var ikke mindst i debatten efter Muhammed-tegningerne, at Stjernfelt fattede mod til at kigge ytringsfrihedens modstandere og lunkne støtter direkte i øjnene og drage konsekvensen af konfrontationen med islamismen. Det gjorde han i bogen »De Anstændige« sammen med forfatteren Jens-Martin Eriksen, hvor han kritiserede de »anstændige« som Uffe Ellemann-Jensen og Tøger Seidenfaden for ikke at forstå den udfordring, som demokratiet stod over for i mødet med islamismen.

Det moralske paradis er en blindgyde

Senest har Stjernfelt fulgt denne bog op med storværket, »Men – ytringsfrihedens Historie i Danmark« (2016), som han skrev sammen med juristen Jacob Mchangama. Bogen er en 1.000-siders gennemgang af ytringsfrihedens historie med klar polemik og nye indsigter. Et storværk, der indbragte ham Blixenprisen.

I sit opgør med de »anstændige« og folk, der ikke vil forsvare ytringsfriheden, er han nået til den erkendelse i Spinozas tradition, at ytringsfriheden må være uindskrænket. Han har forsøgt at placere sig politisk i midten af striden, og lige så uhæmmet modig han er efter at kritisere de kulturradikale og Politiken-segmentet for svaghed i mødet med en ny totalitarisme, ligeså ivrig er han efter at lægge afstand til islamkritikerne i bl.a. Trykkefrihedsselskabet, hvis indsats for det frie ord han ikke mener er konsekvent. Det har ført til voldsomme sammenstød og beskyldning om, at han med bogen »Men« ikke giver islamkritikerne fra højre den ære, som de fortjener.

Stjernfelt er professor ved Aalborg Universitet. Han har en bred folkelig formidlingsvirksomhed i dagblade, tidskrifter og bøger, men har tillige et stort fagligt og for menigmand uforståeligt forfatterskab. Og så er han alletiders venlige menneske, der er parat til at tage principielle kontroverser til hver en tid.