Filmpris til Berlingske-fotograf
Christian Als er fotograf på Berlingske, men også bjergbestiger. Fredag aften blev hans film ”Eksponeret” fra Ama Dablam i Himalaya kåret som bedste danske film på Danish Adventure Film Festival.
Christian Als er fotograf på Berlingske, men også bjergbestiger. Fredag aften blev hans film ”Eksponeret” fra Ama Dablam i Himalaya kåret som bedste danske film på Danish Adventure Film Festival.
Sidste år var Berlingske-fotograf Christian Als og Lee Z. Berg på ekspedition til Ama Dablam i Nepal. Bjerget ligger 15 kilometer fra Mount Everest i Himalaya og er berømmet for sin skønhed og æstetik.
Christian Als lavede efterfølgende en 24 minutter lang film om de to bjergbestigeres tur. ”Eksponeret” havde torsdag verdenspremiere på den igangværende Danish Adventure Film Festival i Cinemateket og blev fredag aften kåret som årets bedste danske film.
- Det er min debutfilm, og jeg har siddet og klippet den hjemme ved køkkenbordet, så jeg er meget stolt. Men juryen lagde vægt på, at filmen var båret af entusiasme og hjerteblod og lige i festivalens ånd, siger Christian Als.
Billedserie: Et bjerg og to mænd
At bestige Ama Dablam har været Christian Als og hans ven Lee Z. Bergs store drøm gennem ti år. Uafhængigt af hinanden var de på trekking i Nepal i 2000 og 2001 og kom begge forbi Ama Dablam.
- Det bjerg er så smukt. Vi var begge begyndt at klatre lidt på Kullen og i Alperne og var enige om, at hvis vi engang blev dygtige og erfarne nok, så skulle vi op på toppen. Og ti år senere havde vi modet, siger Christian Als.
De to venner var i Nepal i fire uger med fantastisk vejr og nåede toppen på dag 19.
- Normalt er der stejle passager, når man klatrer, og så har man mulighed for at slappe af ind i mellem. Men Ama Dablam holder aldrig op med at være stejl, men bliver sværere og sværere, jo højere, du kommer op, siger Christian Als.
Han og Lee Z. Berg besteg bjerget efter den såkaldte ekspeditionsstil, som stammer tilbage fra 1950erne, hvor Mount Everest blev besteget første gang, og indebærer, at man går op og ned ad bjerget og etablerer sine lejre, før man tager den afgørende tur op til toppen.
- Det er den allerbedste måde at blive vant til højden. Andre vælger alpinstilen, hvor man har alt med på en gang og ikke stopper, før man når toppen. Men det kræver mere, og jeg synes ikke, at det i 2010 passer til den rute på Ama Dablam, som vi valgte, fordi så store dele af ruten er sikret med fixreb, og fordi der dermed er rigtig mange klatrere på ruten.
Christian Als filmede undervejs med det kamera, han bruger til daglig på Berlingske, når han tager still-billeder. Resultatet har foreløbig kun været vist på festivalen, men han håber at få den bredere ud inden længe.
Næste mål er Matterhorn i Schweiz, som kan bestiges på en uge, hvilket passer bedre ind i kalenderen, da ekspeditionsdeltagerne begge er småbørnsfædre.