En filmkonsulent er blevet fyret på baggrund af en penibel sag, hvor han under et udviklingsseminar i april 2010 har sniffet flere baner kokain med en støtteansøger, som han senere gav 200.000 kroner.

Der er tale om en konsulent for kort- og dokumentarfilm, og dermed er han en af dem, der afgør, hvilke film, der skal have statslig støtte – han har over for DFIs direktør Henrik Bo Nielsen bekræftet, at episoden har fundet sted.

Konsulenten fik i første omgang en skriftlig advarsel med besked om, at han ville ryge ud, hvis noget lignende gentog sig.

Direktør Henrik Bo Nielsen sidder lige nu i en flyvemaskine på vej til filmfestival i Berlin, hvor DFI i aften holder fest, men han udtaler i dag til Jyllands-Posten:

»Det er helt ubegribeligt dumt, det han har gjort. Jeg har efterfølgende konstateret, at jeg under samtalen ikke fik sandfærdige svar på alle de spørgsmål, jeg stillede. Jeg må på den baggrund konkludere, at den basale tillid, der bør eksistere mellem en direktion og en filmkonsulent ikke kan retableres. Derfor har jeg indledt en afskedigelsessag. konsulenten er i mellemtiden suspenderet fra sin stilling.«

»Afdøde tantes arvestof«

Hændelsen er beskrevet i februarnummeret af filmmagasinet Ekko, hvor journalist og tv-tilrettelægger på DR2, René Fredensborg, beskriver, hvordan han oplevede samarbejdet med filmbranchens producenter og vigtigste institutioner, da han arbejdede på en dokumentar om arbejdsløshedssystemet.

Han havde tilmeldt sig en konkurrence udskrevet af Filminstituttet om at lave en film. Han gik videre i konkurrencen og blev inviteret med på et arbejdsseminar i april 2010 på konferencehotellet Comwell Borupgaard i Nordsjælland arrangeret af DFI og TV 2.

Det var under dette seminar, at arbejde udviklede sig til en vild fest, og hvor René Fredensborg blev inviteret med på toilettet af konsulenten for at snuse til hans »afdøde tantes arvestof«.

»Han snitter og snuser. Han lægger en bane på sin håndryg og rækker mig sit lille personlige støvsugerør,« skriver Fredensborg, der næste morgen vågnede op med udsigt til en tom cokepose og en båndoptager med syrede lydoptagelser af konsulenten og ham selv.

Konsulenten gav efterfølgende René Fredensborg 200.000 kroner i støtte til sit filmprojekt.

Støtte i narkorus

Ikke alene sniffede konsulenten således ulovlige stoffer med en støttemodtager – han satte sig også i en position, hvor han kan anklages for inhabilitet og vennetjenester.

Af artiklen i Ekko fremgår det også, at DFI ikke længere er velkommen på Comwell Borupgaard.

På spørgsmålet fra JP om, hvorvidt direktør Henrik Bo Nielsen har kendskab til, om det er sket flere gange, at konsulenten eller andre filmkonsulenter i DFI har forvaltet offentlige støttemidler under påvirkning af stoffer, svarer han:

»Jeg er ikke enig i, at konsulentens udskejelser med René Fredensborg kan kaldes »forvaltning af offentlige støttemidler«, men det er også slemt nok endda. Jeg er ikke bekendt med parallelle episoder,« siger Henrik Bo Nielsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra konsulenten.

Konsulentens identitet er kendt af redaktionen.