Den årligt tilbagevendende filmfestival i Cannes har gennem snart syv årtier stået som en urokkelig magtfaktor i den internationale filmbranche. Takket være en kombination af lige dele højkulturel fransk arrogance og dekadent cote d’azur-glamour er festivalen endt som stedet, hvor man bare skal være, hvis man vil noget med film.

Festivalen er sit eget værd fuldt bevidst. Oftest manifesteres dette ved en efter sigende helt enestående selvtilstrækkelighed og i øvrigt mere eller mindre åbenlys modstand mod at ændre noget som helst. Arbejdende journalister bliver rangordnet efter vigtighed, franske film får bedre plads i programmet end andre film og således er alt bedst, når det ligner forrige år.