Kan en film, hvor der figurerer skuespillere af anden etnisk herkomst, ikke sælge i provinsen? Og skal det mulige forhold tale imod, at filmen kan modtage statsstøtte? Det konkluderede et afslag fra Det Danske Filminstitut i relation til en ansøgning om støttemidler til et børnefilmsprojekt. Men Filminstituttet har i denne sag vist kigget for meget på filmens rentabilitet, og overset spillefilmens vitale samfundsmæssige funktion. Ellers ville de nok være kommet til en anden konklusion. Som kulturministeriets administrator af den danske statsstøtte til film, uddeler Dansk Filminstitut hvert år store summer til ansøgende filmprojekter igennem en myriade af støtteordninger. Det betyder også, at nogle projektansøgninger bliver afvist. Men årsagerne er åbenbart ikke altid helt lødige.

Som Information kunne afsløre 17. maj, så fik filmen MGP Missionen afslag på støtte, blandt andet med henvisning til »at film med et cast med anden etnisk baggrund ikke har vist sig at være specielt salgbare i provinsen. For os i København er det meget naturligt og selvfølgeligt at beskrive et multietnisk/kulturelt miljø, men i provinsen er det desværre en anden sag.« Kort fortalt handler filmen om nogle børn med både dansk og anden etnisk baggrund og deres indsats for at komme til børnenes melodigrandprix, MGP. Og den fortælling mener Filminstituttet åbenbart ikke kan sælge i provinsen.

Men nuvel, der har muligvis været andre årsager til afslaget, og Filminstituttet har da også undskyldt formuleringen. Men desuagtet vil jeg påstå, at afslaget stadigvæk siger en hel del om instituttets perspektiv på film. Afslaget bygger på en antagelse om, at folk åbenbart ser film for at blive bekræftet (i deres fordomme), og at de vil styre udenom film og anden populærkultur, som udfordrer disse forestillinger. Men kan det nu være rigtigt? Er spillefilmens funktion blot at lefle for masserne, så de har noget at tage sig til lørdag aften? Nej, film har faktisk også en vigtig samfundsmæssig funktion, som strækker sig ud over banal underholdning og tidsfordriv, nemlig at mediet har potentialet til at gøre os til bedre og mere oplyste borgere.

Film og anden populærkultur, såsom spil, bøger og TV, kan give os noget, som vi sjældent får adgang til gennem personlig erfaring eller gennem nyheder og dokumentar. En ting, som fiktionen kan, er at udfordre vores sandhedsforestillinger. Alt hvad vi oplever gennem medier er repræsentationer af en virkelighed, men det er ikke virkelighed i sig selv. Selv nyhedsudsendelser er udtryk for en fortolkning, redigering og beskæring af virkelige hændelser. Vi er vænnet til at tilskrive nyheder stor autoritet som »sandhedsudsagn«. Men hvor meget »sandhed« får vi egentlig, når vi ser nyheder sammenlignet med fiktion?

Lad mig illustrere. Under stor ståhej drog journalister i felten under Irak-krigen, som såkaldte embedded journalists tilknyttet militære enheder. Disse journalister var for alvor i krigshandlingernes centrum, men samtidig var det i bedste fald meget fragmentarisk, hvad der slap ud af »sandhedsudsagn« om krigens realiteter fra denne øvelse i militær kontrol med medierne.

Her har fiktionen haft bedre held med at levere »sandhed«. Evan Wright, som var en af disse embedded journalists, var manden bag bogen og TV-serien Generation Kill. Et værk som i vid udstrækning afspejler en frustration over begrænsningerne i den moderne krigsjournalistik. I Generation Kill får publikum et langt mere detaljeret og nuanceret portræt af Irak-krigens gru og af de soldater, som udkæmper den, end nogen nyhedsudsendelse har givet os. Konklusion: hvis man vil vide noget om Irak-krigen, er man ofte bedre tjent med fiktionen. Dermed selvfølgelig ikke sagt, at al fiktion bestræber sig på at udtrykke en ’sandhed’ om vores verden.

Dette forhold angår ikke kun krig. Det har relevans for alle »skjulte« miljøer - miljøer som de færreste af os betræder i vores hverdag (fx kriminelle eller statshemmelige), eller som vi er forhindret i at opleve, fordi miljøerne nu tilhører fortiden som i tilfældet med historiske forhold. Og det vedrører også minoritetsmiljøer. »Sandheden« om danskere med anden etnisk baggrund finder man ikke i nyhedsudsendelserne. Problemet er, at mange danskeres forståelse af minoritetsmiljøer i vid udstrækning er bygget op omkring nyhedernes dækning af bande- og kriminalitetssager, især hvis folk ikke på anden vis har kontakt til disse miljøer. Derfor er det vigtigt med film, der som MGP Missionen, netop åbner dette »skjulte« multietniske miljø for publikum, og som viser en anden og supplerende »sandhed« til nyhedernes fokus på den dårlige historie og det seneste knivstikkeri i Mjølnerparken.

En anden ting, fiktion kan, er at spille på og udfordre vores identitetsforestillinger. Det offentlige rum er præget af en række dominerende identitetsforestillinger, som på ofte problematisk vis sætter ekskluderende rammer for den måde, vi tænker samfund og politik. Tag bare identitetsbetegnelsen fra Filminstituttets afslag, og som jeg til min skam også har brugt her: »danskere med anden etnisk baggrund«. En mere populær og mere stigmatiserende udgave er »andengenerationsindvandrere«. Disse betegnelser reproducerer en skillelinje mellem »rigtige« danskere (Selvet) og danskerne med anden etnisk baggrund (den Anden) - en skillelinje som kan være svær at udfordre uden fiktionens hjælp.

Gennem fiktionens univers føres vi ind under huden på ’den Anden’, hans aspirationer, følelser og tanker. Og herigennem får vi øje for den Andens menneskelighed - en menneskelighed som ellers alt for let forsvinder i uvidenhedens fordomme og overskrifternes karikatur. Med fiktionen får vi dermed mulighed for at genkende den Anden i os selv, og således destabiliseres den rigide modstilling mellem selvet og den Anden. En film (og bog) som MGP Missionen kan vise publikum, at et ønske og en drøm er noget, man kan være fælles om på tværs af de dominerende identitetsskel. Dermed kan fiktionen vise os, at der trods overfladiske (og substantielle) forskelle, ofte er mere, som forener end skiller. Og fiktionens identitetsoverskridende appel går begge veje. Det er vel ingen hemmelighed, at visse minoritetsgrupper til tider har overordentligt svært ved at overskride deres egen selv/Anden-modstillinger i forhold til majoritets-Danmark.

Det sidste potentiale, jeg vil fremhæve, er fiktionens evne til at vise os hidtil utænkelig eller ikke-realiserede muligheder. I 2001 tonede den sorte præsidentkandidat (og senere præsident) David Palmer frem for offentligheden. Det gjorde han i den meget populære serie 24 timer. Palmer var godt nok ikke den første sorte amerikanske præsident i populærkulturen, men gennem fem sæsoner viste han amerikanerne (og resten af verden), at en sort mand kan indeholde de kvaliteter, som amerikanerne idealiserer i forhold til præsidentembedet. Og der er næppe meget tvivl om, at figuren ’præsident Palmer’ hjalp med at bane vejen for, at amerikanerne få år senere i 2008 kunne acceptere tanken om, at præsidentkandidaten Barack Obama, en sort mand, kunne betros det vigtigste hverv i USA - og i verden. Og det på trods af, at amerikanerne for under 50 år siden stadig kæmpede med resterne af et decideret racesegregeret samfund.

Pointen er, at medier som film og TV kan nedbryde fordomme og flytte grænserne for, hvad der er muligt og acceptabelt i samfundet. Film skaber positive rollemodeller ved at visualisere og udleve fiktive scenarier - rollemodeller, som alle kan lade sig inspirere af. Når Filminstituttet i sit afslag lægger vægt på, at filmen MGP Missionen vil udfordre provinsens (påståede) forudindtagethed om de multikulturelle miljøer i København, så afviser de faktisk filmens og filmmediets vigtigste potentialer. Uden film og populærkultur, der supplerte vores forståelse af disse miljøer, vil fordommene stå uantastet.