Lad os bare begynde med slutningen. Hvad er mere passende for den uartige sangkvartet »Ørkenens Sønner« end at runde aftenen af med deres egen frydefulde omskrivning af den gamle italienske melodi »Volare«? Den, som på dansk har fået omkvædet »Vi har det – åh åh – så dejligt!«

Dejligt ser de i hvert fald ud til at have haft det: Hvis de ikke er glade, så er de i hvert fald gode til at lade som om. Og det har vi andre denundelynemig også. Kan det blive meget sjovere? Kan det blive mere vidunderligt fjollet? Kan det blive meget mere musikalsk? Kan det blive meget mere raffineret på den der løse facon, der ser så legende let ud, men som selvfølgelig grunder i disciplin og dygtighed. Den facon, hvor der hele tiden koketteres med det, der kan gå galt - men hvor alt selvfølgelig kun forløber helt efter planen. Også når det går galt.

»Ørkenens Sønner« er tilbage. Og de er tilbage i fineste form. Med den dosis, vi kender så godt, men helst ikke vil have anderledes: Herligt usømmelig fez-klædt barbershop fra herrelogen afbrudt af urkomiske filmforevisninger og fjollede sketcher, der giver mulighed for ind – og udfald fra venstre og højre. Og gerne fra neden: Ørkensønnerne har naturligvis et godt tag om alt det syd for bæltestedet i deres show nummer seks. Men pointen er, at lummerheden aldrig tager over. Tværtimod tilgiver vi dem alt, fordi slibrigheder og lokumsdigte præsenteres med størst mulig elegance, uskyld, glimt i øjet, overgiven charme. Og med og den timing, der får Rådhusuret til at lige en amatør.

Vandede vittigheder står i kø – det må vel også være passende, når temaet er italiensk, og vi befinder os et eller andet sted i omegnen af Venedig. Allerede i åbningssketchen møder vi specialiteter fra støvlelandet: Ustyrlige Niels Olsen som den henrivende bøssede centurion ved navn Sutto Salami, Asger Reher, høj på en meget genert måde, som selveste Cæsar og Cleopatra i Henrik Koefoeds udfordrende skikkelse. Ikke så skeløjet endda: Det skulle da lige være Søren Pilmarks Casanova, som også dukker op.

Og så er linjen ligesom lagt: Snart er vi hastigt videre til det faste årsmøde i herrelogen »Ørkenens Sønner«: Overskæg, har man lyst til at tilføje. Til Asger Rehers stadig huldsaligt smilende Fjærtoman, som endnu engang lader hånt om alle CO2-kvoter: Fra fez til fis! Til en guddommeligt morsom stumfilm, hvor Danmarks håndbajer er i fare: Spørg ikke, hvad den handler om, men det er noget med James Bond, Olsen Banden og Birthe Rønn Hornbech. For slet ikke at tale om den scene, hvor alle padler rundt som gondolierer, der bryder ud i pragtfulde arier og kombinerer højstemt opera med uartige bekendelser. Bravo, bravissimo!

Og så er der alt det andet: »Forhuden strammer«, pink gymnastikdragter, der strammer endnu mere, tryllerier med Pilmark og Ondskabens Aksel, fez i kasketten og cardigan i Venedig. Mamma Mia! Spumante og frizzante! »Ørkenens Sønner« på toppen af det, de kan, lægger os ned. Det kunne de i hvert fald godt tænke sig, kunne de. Se Venedig og dø – af grin.