Længere skoledage, lektiecaféer, engelsk fra 1. klasse.

Skolereformen har givet landets skoler en hel del at tage fat på i håbet om at »gøre en god folkeskole bedre«, som det lyder på Undervisningsministeriets hjemmeside, men nogle steder er brødet for stort til, at skolerne kan bide over det hele på én gang.

Det går ud over det planlagte samarbejde om »den åbne skole« mellem landets skoler og lokalsamfundets foreningsliv og kulturinstitutioner, hvor det blandt andet er meningen, at lokale idrætsforeninger skal samarbejde med lærerne om at få mere bevægelse ind i skolen. Det mener formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.

»Der er sat mange forskellige ting i gang med skolereformen, men det er alt sammen noget, der tager tid. Hvis det skal give mening for skolerne at samarbejde med lokale idrætsforeninger, skal det være en integreret del af undervisningen. Det kræver, at man har brugt tid på at tilrettelægge et forløb sammen, og det er der ikke tid til mere, fordi man har fjernet tid til den slags for at kunne give mere undervisning,« siger han.

Også i idrætsorganisationen DGI oplever man problemer med at få samarbejdet med skolerne op at køre, men det er ikke bare det at finde tiden, der skaber udfordringer.

»Ofte er frivillige ledere på arbejde, når en skole gerne vil have et mountainbike­- forløb torsdag morgen fra 08.00 til 10.00,« siger Søren Møller, formand for DGI.

De to formænd bliver bakket op af en rundspørge blandt 1.038 folkeskolelærere fra november, som Dansk Skoleidræt står bag. Her svarer 65 procent af lærerne, at de oplever særlige udfordringer med at få integreret daglig bevægelse gennem samarbejde med foreningslivet.

Idrætsfestivaler skal skabe samarbejde

Netop derfor har Dansk Skoleidræt, der blandt andet består af 15 kredsforeninger med idrætslærere, sammen med Nordea-fonden nu skabt 14 idrætsfestivaler rundt om i landet, hvor skolerne får præsenteret flere af de lokale foreningstilbud på én dag, så en del af lærernes tid til planlægning kan spares væk.

»Idrætsfestivalerne skal præsentere de gode tilbud, foreningerne og lokalsamfundet har, og de skal være et sted, hvor lærerne og foreningerne mødes og aftaler, hvordan de kan tænke foreningerne ind i skolerne, mens børnene har det sjovt,« fortæller Christian Ditlevsen, projektleder i Dansk Skoleidræt.

Initiativet har fået navnet »Skoleidrættens Forårsfestival«, og den første festival foregår i dag i Vejle med mere end 1.000 elever fra kommunens 5. klasser.

Lærerformand Anders Bondo Christensen sætter stor pris på initiativet, men han tvivler på, at idrætsfestivalerne løser det egentlige problem:

»Når lærerne kommer hjem fra idrætsfestivalerne med deres elever, står de stadig med den udfordring, at de skal have tid til at tilrettelægge et forløb med foreningerne, hvis det skal give mening.«

Dansk Skoleidræt har planer om at udvide de 14 festivaler i 2015 til 30 idrætsfestivaler i 2016 og 50 festivaler i 2017.