"Mallorca! Her kommer jeg", "Jeg ligger i en pool på Borneo" eller lignende statusopdateringer kan være problematiske at lave på Facebook, når man er på ferie.

Indbrudstyve kan nemlig bruge informationerne til at finde ud af, om dit hus eller din lejlighed er det oplagte gerningssted, fortæller Lisa Agerley, kommunikationschef i forsikringsselskabet Alka, til Politiken.

- Rigtig mange af os uploader billeder på Facebook og laver statusopdateringer om, hvor vi er på ferie. Men man bør tænke sig en ekstra gang om, før man annoncerer den slags på de sociale medier," siger Lisa Agerley.

Forsikringer, ferie og Facebook

Ifølge Lisa Agerley kan feriebeskeder på din Facebook-væg resultere i, at forsikringen ikke dækker, da det kan blive betragtet som "grov uagtsomhed".

- Man kan sammenligne det med, at du ikke har låst din hoveddør eller ikke har lukket dine vinduer. I disse tilfælde dækker din forsikring ikke, fordi du ikke har sørget for at sikre dig ordentligt mod indbrud."

Laver man statusopdateringer om ferielivet, bør man derfor have en lukket profil, så fremmede ikke kan se ind på ens opdateringer.