SANTA FE: Storjuryen i Ferguson har allerede afgjort det. Den besluttede ikke at rejse sigtelse mod den hvide politibetjent Darren Wilson for drabet på den sorte Michael Brown.

Storjuryen godtog i sidste måned Wilsons forklaring – at drabet var nødværge.

Men den afgørelse vakler nu, for to afsløringer har i løbet julen rystet sagen. For det første kunne websitet The Smoking Gun afdække, at et af Wilsons vidner havde begået mened og løjet om, hvad hun havde set. Hun var slet ikke i nærheden af drabsstedet. For det andet sagde den omstridte anklager i sagen, at han lod hende vidne foran storjuryen, selv om FBI havde advaret ham om, at hun løj, og selv om han godt vidste, at hun løj.

Den beslutning er ikke bare uetisk, men måske ulovlig, siger flere eksperter til amerikanske medier, og en lokal dommer i Missouri skal nu afgøre, om sagen skal gå om.

Vidne nummer 40

Der er tale om en eksplosiv udvikling i en sag, som Darren Wilson og hans støtter troede var afgjort og afsluttet, og hovedpersonen i hele balladen er det såkaldte »vidne nummer 40«.

Vidnet henvendte sig 22. oktober til FBI og forklarede, at hun havde set, hvad der skete i det fatale sammenstød mellem Darren Wilson og Michael Brown. Hun sagde, at betjenten fredeligt havde råbt Brown an og sagt til ham, at han ikke skulle gå ude på vejen, men inde på fortovet, og derefter havde Brown angrebet betjenten. Brown slog ham, og derefter tog han tilløb og stormede mod betjenten »som en vred fodboldspiller«, forklarede hun.

FBI-agenterne var skeptiske. De købte ikke hendes forklaring om, hvad hun lavede i kvarteret – hun boede en halv times kørsel fra Ferguson, men hun var kørt forkert og havnet på gerningsstedet, forklarede hun. Hun var stået ud af sin bil for at tage en smøg, sagde hun.

FBI-agenterne undrede sig også over timingen – drabet på Brown skete 9. august, og vidnet henvendte sig først ti uger senere, og de konfronterede hende med sammenfaldet mellem hendes forklaring og en artikel i St. Louis Dispatch. Artiklen stod at læse i avisen dagen forinden, og den bragte en rekonstruktion af begivenhederne set fra Darren Wilsons side.

»Er du klar over, at det er en alvorlig forbrydelse at lyve over for en forbundsagent,« spurgte FBI-betjenten.

»Jeg kan godt mærke, at I ikke tror på mig, men jeg lyver ikke,« svarede hun.

FBI-agenterne skrev i en rapport til anklager Robert McCulloch, at de ikke troede på hende. Hun var en lettere ustabil kvinde, som havde læst den lokale avis og besluttet at tildele sig selv en rolle i sagen, hed det.

Alligevel besluttede McCulloch at føre hende som vidne foran storjuryen, og det gjorde han med åbne øjne. »Jeg vidste godt, at hun løj,« sagde han i et radiointerview før jul, og han vidste også godt, at hun »forklarede, hvad hun havde læst i en avisartikel.«

Men hvorfor så overhovedet føre hende som vidne? »Fordi jeg besluttede tidligt at føre alle vidner, uanset hvad,« sagde han.

En trist skæbne

Det er uvist, hvilken betydning hendes vidneforklaring havde på jurymedlemmerne, men man kan finde hendes udtryk i hundredvis af artikler, kommentarer og udskrifter af TV-udsendelser – at Brown stormede mod Wilson som en »vred fodboldspiller« – og det er også en kendsgerning, at hun var det vidne, som ordret lagde sig tættest op ad Darren Wilsons forklaring.

Og hun skulle aldrig have haft lov til at vidne, siger eksperter, efter The Smoking Gun kunne sætte navn og historie på »vidne nummer 40«.

Hendes navn er Sandra McElroy, en 45-årig kvinde, som havde en turbulent barndom, blev bortadopteret og som 16-årig diagnosticeret som maniodepressiv. Hun tager ikke medicin for sin sygdom, forklarede hun i retten.

Hun og hendes daværende mand gik i 2009 personligt konkurs. I retsdokumenterne bliver hun beskrevet som en mytoman, og det fremgår, at en advokat trak sig fra konkurssagen, fordi McElroy ringede til hans kontor og overfusede hans sorte sekretær med racistiske skældsord. I dag er hun på bistandshjælp efter en bilulykke, som medførte, at hun slog hovedet og ikke længere kan huske, fremgår det.

På sine hjemmesider på Facebook og YouTube afslører McElroy sig også som racist. Hun skrev bl.a., at Michael Brown fik den skæbne, han fortjente; hun kaldte rutinemæssigt sorte for n-ordet, og hun kommenterede en efterlysningshistorie om en hvid kvinde, som havde fået et barn med en sort mand – »det er, hvad der sker, når du går i seng med en abe og får abebørn og fester med aber.«

Hun kommenterede også en historie om to sorte kvinder, som var blevet dømt – »put aberne i bur.«

Muligvis ulovligt

Det var det vidne, som hævdede at have set det hele, og som fuldt og fast bekræftede Darren Wilsons udlægning. Og ikke blot havde FBI erklæret hende som en løgnhals, og ikke blot vidste anklager McCulloch, at hun løj, men hun var også en psykisk syg mytoman og racist, og alligevel valgte han at føre hende som vidne.

Det kan være ulovligt, siger flere eksperter, for loven i Missouri fastslår, at »det er en kriminel lovovertrædelse at indkalde et vidne for at aflægge falsk forklaring«, og det kan også være en forbundsforbrydelse.

Der kan kun være én forklaring på, at McCulloch førte hende som vidne, og det er, at han ikke ønskede en sigtelse mod Darren Wilson, siger professor Marjorie Cohn til websitet ThinkProgress, og en lokalpolitiker siger, at McCulloch »manipulerede med storjuryen fra først til sidst, så Wilson ikke blev sigtet,« og i det spil brugte »vidne nummer 40«.

Professor Mae Quinn siger til websitet, at der skal en ny storjurybehandling til, og sagen ligger nu hos landsretsdommer Maura McShane, og hun skal beslutte, om en ny anklager og en ny storjury skal begynde forfra.