Fergie skal "reddes" på amerikansk tv
Den legendariske Dr. Phil er blandt dem, der skal forsøge at hjælpe den skandale-ombruste engelske hertuginde Sarah Ferguson i nyt reality-show 'Finding Sarah'.
Den legendariske Dr. Phil er blandt dem, der skal forsøge at hjælpe den skandale-ombruste engelske hertuginde Sarah Ferguson i nyt reality-show 'Finding Sarah'.
Den skandale-ombruste engelske hertuginde Sarah Ferguson går i Gitte Nielsens fodspor, når hun optræder på sit nye reality-show 'Finding Sarah' på amerikansk tv.
Sarah Ferguson, som tidligere var gift med den engelske prins Andrew, blev dybt såret, da hun ikke fik en invitation til prins William og hertuginde Catherines bryllup for en måneds tid siden. Det gav hende så meget at tænke over, at hun sagde ja til at få sit eget realityshow på amerikansk tv, der har premiere i aften, hvor hun skal forsøge at finde sig selv og slippe af med sit skandaleombruste image som penge- og mandegal.
Skandale-video kan koste Fergie slottet
Det er den amerikanske talkshow-dronning, Oprah Winfrey, der har forbarmet sig over den royale skandale-celebrity, og givet hende et show på sin egen tv-kanal. Fergie blev senest grebet i at tilbyde en audiens hos sin tidligere ægtemand, prins Andrew, for 500.000 pund til en forklædt journalist - en historie, der bestemt ikke morede den engelske dronning.
- Jeg har været så heldig, at Oprah har givet mig denne chance for at vende tilbage efter min katastrofale tilværelse, udtalte hertuginden tidligere på ugen til morgenshowet 'Good Morning America' .
Blandt rådgiverne i programmet er også den verdensberømte dr. Phil, der skal prøve at hjælpe hende af med lavt selvværd, overvægt og en skrantende privatøkonomi.
Om det er det sidste, der har fået hende til at stille op på tv, er der delte meninger om blandt de engelske kongelige iagttagere, der tror, det mere er Fergies forsøg på at blive taget til nåde igen i den kongelige familie.