På vej mod Heartland mødte jeg et engelsk ægtepar. De havde gået på festival siden 1970erne og kunne huske en tid, hvor man brugte en affaldssæk som sovepose eller sov i sin bils bagagerum. Gennem de sidste 40 år havde de rejst over hele Europa til festivaler. De kunne fortælle, hvordan festivalerne er blevet større, mere kommercielle og mere professionelle. Selvom det kunne lyde, som om en del af charmen var gået tabt i årenes løb, var udviklingen til det bedre, insisterede de. Nu var de på vej mod Heartland, en tre år gammel både kommerciel og professionel festival.
Det var min første gang på Heartland, og jeg havde ikke været der mere end ti minutter, før jeg besluttede mig for, at jeg kunne lide den. Træer var pyntet med lyskæder, halmballer stillet op som bænke, så man kunne kigge på Egeskov Slot, der blev reflekteret i voldgraven. Festivalen var tilpas stor til at gå på opdagelse i, men lille nok til, at man fik set det meste, og den intime festivalstemning var endnu ikke forsvundet, selvom Heartland også har vokseværk.