”Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus”, lyder titlen på psykologen John Grays verdensberømte bestseller, der fremlægger teorier om grundlæggende forskelle på kønnene. Denne titel har nu fået et make-over i en ny undersøgelse, der kortlægger forskelle i mænd og kvinders vaner på sociale medier under overskriften ”Mænd er fra Foursquare, kvinder er fra Facebook”.
- Både mænd og kvinder er meget aktive på sociale netværk. Vi har fundet trends, der virkelig viser forskelle i online-adfærd, fortæller Helen Nowicka, ledende social mediestrateg for firmaet Porter Novelli, der har udarbejdet undersøgelsen.
Resultaterne baserer sig på data fra 10,000 mennesker fra Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Spanien, Portugal, Belgien og Holland. Her er nogle af undersøgelsens konklusioner.
1.Kvinder er mere socialt aktive
Kvinder bruger sociale medier mere end mænd:
- 65% af kvinderne logger på sociale medier mindst en gang om ugen, mens kun 51% af mændene gør det samme.
2.Kvinder plejer deres netværk
Kvinder styrker og plejer i højere grad eksisterende venskaber gennem sociale netværk:
94% af kvinderne læser venners posts, og ser på deres billeder. 91% af mændene gør det samme.
Denne tendens bliver styrket, hvis man ser på andre tal i undersøgelsen.
- 88% af kvinderne bruger aktivt sociale medier til at poste kommentarer og billeder på venners profiler. 81% af mændene gør det samme.
- 79% af kvinderne poster kommentarer og billeder på egne profiler, mens 73% mænd gør det samme.
3.Mænd poster i højere grad, hvor de er
Undersøgelsen viser med tydelighed, at mænd i højere grad end kvinder er villige til at opgive deres GPS-position på sociale medier:
- 45% af de adspurgte mænd bruger sociale medier til at tjekke ind forskellige steder med Foursquare-teknologi. Kun en tredjedel af kvinderne gør det samme.
Disse tal understøttes af Foursquares egne statistikker, som blev offentliggjort i The Wall Street Journal i april 2011. Tallene, som baserede sig på statistik fra januar 2010 til januar 2011, viste, at 60% af dem, der tjekker ind gennem Foursquare, er mænd. 38% er kvinder.
4.Mænd blogger mest
Mænd er mest aktive, når det handler om at opsøge, lave og kommentere på blogs:
- 54 % af mændene er digitalt aktive, når det handler om at læse andres blogs, sammenlignet med 46% af kvinderne.
- 32 % mændene skriver selv blogs, mens 24% af kvinderne gør det samme.
- 55% af mændene skriver kommentarer på blogs sat over for 51 procent af kvinderne.
5.Fortolkningsretten, Foursquare og Facebook
Hvordan disse statistikker skal fortolkes kan kønsforskere, cybersociologer og evolutionsbiologer nu slås om. Statistikkerne peger dog i retning af, at mænd muligvis er fra Foursquare (eller blogosfæren), mens kvinder af fra Facebook.
Læs selv undersøgelsesresultaterne her