Når der køres bil, skal bilisten ikke sidde og fumle med elektronisk isenkram for at finde ud af, hvor fotovognen holder i dag.
Det siger Torben Lund Kudsk, afdelingschef i Forenede Danske Motorejere (FDM), efter Venstre har foreslået, at politiet bør skrive på hjemmesiden politi.dk, hvor man afvikler automatisk fartkontrol.
»Det er meget populært at bruge de elektroniske medier til offentliggøre, hvor der er fartkontrol, men vi synes, det er bedre med et fysisk skilt, fordi bilisterne skal holde fokus på vejen,« siger han og oplyser, at skilte indebærer en stor fordel, fordi de øger bevidstheden om trafiksikkerheden.
Venstre ønsker også skiltning i forbindelse med fartkontrollen, forklarer partiets retsordfører Karsten Lauritzen (V).
»Vi ønsker, at der er skiltning ved fotovogne og stærekasser. Samtidig skal det gøres muligt at vise stederne på politi.dk. Offentlighed omkring kontrollerne vil måske mindske indtægterne fra bøderne, men det vil øge bevidstheden om trafiksikkerheden,« siger han.
Venstre bakkes op af SF, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, mens de Konservative vil have fjernet alle fotovogne og erstatte dem med faste fartkameraer.
Uanset hvilken model, der vælges for fotovognene, bør politikredsene ifølge Torben Lund Kudsk fra FDM sørge for, at de informerer og kontrollerer på den samme måde.
»Vi så gerne, at de enkelte politikredse brugte de samme kriterier for, hvor de holder med vognene,« siger han.