Historien om fodboldrigmanden Michael Henriksens fatale helikopterulykke er også nået til FC Nordsjælland, hvor klubbens bestyrelsesformand, Allan K. Pedersen, begræder sin forretningspartners alt for tidlige død.
- Med stor sorg har FC Nordsjælland i dag (lørdag, red.) modtaget den tragiske nyhed om Michael Henriksens ulykke ved Samsø og hans alt for tidlige død, og hele FCN føler dybt med hans familie og nærmeste, skriver Allan K. Pedersen i en pressemeddelelse på FCN's hjemmeside.
Michael Henriksen har haft stor ære af FC Nordsjællands nuværende position i dansk fodbold. Havde det ikke været for ham, så er det faktisk ikke en gang sikkert, at klubben havde eksisteret, som vi kender den i dag.
- Michael Henriksen var helt fra starten i 2002 den, der gik ind og reddede Farum Boldklub a/s, der dengang var havnet i problemer og var den, der gjorde det muligt for klubben at overleve frem til en varig løsning kunne findes. Allan K. Pedersen og Michael kørte fra februar 2003 parløb i en periode i forsøget på, at FCN kunne overleve.
- Senere blev Michael købt ud, og FCN kørte videre. Efter nogle år ønskede Michaels firmaer, City Container og Norrecco, igen at være partnere, og Michael har derfor været en trofast og god samarbejdspartner igennem mange år for FC Nordsjælland. De sidste seks år har FCN derfor eksponeret firmaerne på bedste vis på henholdsvis trøjer og tribune eksponering.
Allan K. Pedersen udtrykker i pressemeddelelsen sin dybe respekt for Michael Henriksens "enestående iværksætter-evner" og de virksomheder, han har bygget op.
Foruden at være engageret i FC Nordsjælland via sine firmaer, så er Michael Henriksen vokset op i Farum, og det er derfor en mand, der havde fodboldklubben i hjertet.
- Alle vores tanker går nu til Michael Henriksens familie og hans nærmeste pårørende. Æret være Michael Henriksens minde, slutter Allan K. Pedersen sin pressemeddelelse.