FC Midtjyllands ledelse går ind i december med kniven for struben.
Mens fodboldtruppen går på juleferie fra midten af december, skal der arbejdes ekstra hårdt i klubbens administration. FCMs bestyrelsesformand Johnny Rune erkendte i går over for Ekstra Bladet, at klubben har brug for at styrke likviditeten frem til en planlagt aktieemission i foråret.
Det betyder med andre ord, at der skal penge i kassen, for ellers ender FCM på kanten af konkurs. Derfor skal der virkelig skæres i alle dele af organisationen, hvor især håndboldklubben årligt giver underskud. Ifølge Berlingskes oplysninger håber klubben på at kunne skille håndbold-delen fra koncernen, selv om man officielt gav den to år til at vende tingene, da et blodrødt årsresultat på minus 36 mio. kr. blev præsenteret tidligere på måneden.
Klubben satser også stærkt på mindst to spillersalg for at skaffe nødvendig kapital. Her er Mads Albæk og Erik Sviatchenko de mest oplagte emner. Øvrige spillere i truppen kan indgå i spillersponsorater, hvor investorer køber anparter for at tjene på et fremtidigt salg.
Overvejer at skære i akademiet
Klubbens direktør, Claus Steinlein, erkender, at FCM står over for et kæmpe bjerg, der skal bestiges for at rette op på tingene.
»Det er hårdt arbejde, og det kræver, at vi samarbejder på kryds og tværs i organisationen og ikke mindst at hele regionen bakker op omkring os. Det handler om, at vi skal sætte tæring efter næring. Vi har sat en streg ved det gamle regnskab på minus 36 mio. kr. og kigger nu fremad. Vi har allerede barberet vores personaleomkostninger ned med 20 mio. kr.,« forklarer Claus Steinlein.
Han stod i mange år alene i spidsen for FCMs akademi, der har fostret mange førsteholdsspillere, men også akademiet kan blive ramt af sparekniven. På sigt spekuleres det også i at skære i budgettet hos klubbens store hjertebarn, akademiet, der ifølge Berlingskes oplysninger årligt koster FCM 10-12 mio. kr.
»Kigger man isoleret på akademiet, har det været et af de områder, som har været en god forretning. Men vi kigger omkostningsbevidst på alle områder i organisationen, og intet er fredet. Men vi er nok ikke de eneste i Danmark, der gør sådan for tiden. Der var da blandt andet også et selskab med nogle store flyvere, som var tvunget til at skære i omkostningerne,« siger FCM-direktøren og hentyder til den nylige SAS-krise.
Dyre lønninger har gjort ondt
En af de dyre poster, som har været med til at afføde de voldsomme underskud de seneste år, er personaleomkostningerne. Alene i sidste sæson udgjorde de 76 mio. kr. Det er især spillerlønninger, der trækker udgifterne i skyhøjde, og flere kilder, som Berlingske talte med i går, beskylder blandt andre tidligere sportschef Jens Ørgaard for at være alt for uansvarlig i forhold til indkøb, lønninger og de såkaldte sign on fees, som klubber bruger til at lokke spillere til.
Har den tidligere ledelse i FC Midtjylland handlet økonomisk uansvarligt?
»Der tror jeg, at folk selv må lægge to og to sammen. Mit fokus er udelukkende på, hvad vi gør fremadrettet, og så er det op til folk selv at vurdere, hvordan de synes, at tingene er kørt på i klubben. Jeg har udelukkende fokus på igen at skabe et økonomisk stærkt fundament, og det kræver, at vi skærer på alle poster,« forklarer Claus Steinlein.