FCKs eneste VM-kandidat, Christian Bolaños, er fortid i klubben, når kontrakten udløber til sommer. Det fastslår træner Ståle Solbakken.
Hvis der er en spiller, som FCK-træner Ståle Solbakken har haft tendens til at give lang snor, så er det nok costaricanske Christian Bolaños. Men nu er den norske cheftræner-snor heller ikke længere efter et efterår, hvor kantspilleren har lignet en skygge af sig selv.
- Jeg skal da nok snakke med ham det næste halve år, men ikke om fremtiden. Han bliver maksimalt et halvt år til i FC København, fastslår Ståle Solbakken over for Ekstra Bladet.
Christian Bolaños kæmper stadig for at holde fast i sin status som VM-deltager for Costa Rica næste sommer, og Ståle Solbakken forklarer, at begge parter har indset, at der skal et sceneskifte til senest til sommer.
- Det er vel en fælles beslutning. Han trænger til noget nyt, og det ved han også godt, fastslår Ståle Solbakken.
Christian Bolaños blev hurtigt en profil i FCK, da han i 2010 kom til København fra norske Start. Herefter blev han både en bærende figur i Superligaen og i Champions League, da FCK i samme sæson havde sin hidtil bedste sæson i den største europæiske turnering.
Ståle Solbakken oplyser også over for Ekstra Bladet, at der snart skal findes en afklaring i forhold til Lars Jacobsen, der ligeledes har kontraktudløb til sommer.