Det var ikke imponerende, men FC København gjorde det nødvendige og holdt liv i håbet om at fravriste FC Midtjylland mesterskabet, da man mandag aften vandt 1-0 på udebane over FC Vestsjælland i en kamp, der samtidig var en direkte generalprøve på torsdagens pokalfinale.

Sejren betyder, at FCK nu kun har ni point op til FCM, inden de to hold mødes søndag aften i Herning.

Thomas Delaney sørgede for det afgørende mål, da han med et perfekt timet løb søgte frem i feltet på og pandede et hjørnespark fra Ludwig Augustinsson ind i målet efter 58 minutter.

Men indtil da havde det ikke set ud som en kamp mellem top og bund i Superligaen. FC Vestsjælland havde bebudet fight og hårdt arbejde hele vejen igennem, og det levede man op til. Der var anderledes vilje og muskler bag hjemmeholdets tacklinger i de første 45 minutter, hvor man dominerede på egen bane.

Både Anders Kure og Marc dal Hende kom tæt på, men det kneb med at komme frem til de åbenlyse målchancer, og i de afgørende situationer havde man hverken det fornødne held eller den krævede koldblodighed til at forvandle spilovertaget til mål.

FCK'erne forfaldt til at sparke snarere end at spille fodbold, og de indlæg, som man forsøgte at smide ind i feltet til Nicolai Jørgensen og Steve de Ridder, havde ikke den præcision, der kunne have gjort de to angribere farlige.

I anden halvleg blev FCKdominerende og nåede frem til flere muligheder, men det var tydeligt, at holdet fra hovedstaden savner skadede profiler som Andreas Cornelius og Youssef Toutouh. Den omfattende skadesliste blev oven i købet udvidet med den svenske midterforsvarer Mikael Antonsson, som måtte udgå efter bare otte minutter, hvor han pådrog sig en muskelskade i det højre lår.

Til sidst pressede FC Vestsjælland på for at få den forløsende udligning, men i stedet var det FCK som i flere tilfælde var tæt på at fordoble føringen i kontraløb.

FCV har med nederlaget stadig seks point op til Esbjerg på den rigtige side af nedrykningsstregen, inden man med fem runder tilbage på søndag møder Hobro på udebane.