Lemmen i flyets side går op, og vinden brøler ind i den kompakte kabine. Under flyet – helt præcist 4.500 meter nede – ligger Langeland. Selv om maskinen bevæger sig med flere hundrede kilometer i timen, snegler landskabet sig af sted. Ud over piloten er de tre mennesker. Kvinden med kameraet slynger sig ud på vingen og holder fast med den ene hånd, mens hun optager med den anden.
Det er hende, der skal forevige John »Faxe« Jensens første faldskærmsspring. Det er et tandemspring, så en instruktør er koblet på Faxes ryg. Han sørger for, at skærmen folder sig ud, når de er faldet frit i 45 sekunder, og at landingen bliver sikker. Men fordi Faxe står forrest, må han selv tage skridtet ud på det lille trinbræt uden for propelflyets lem. Hele kroppen gør oprør, og han har aldrig mærket noget lignende.
Ikke som fodboldspiller i Arsenal eller Brøndby eller som Michael Laudrups assistent i spanske Getafe CF. Ikke engang dengang han med sit pragtskud i sommeren 1992 var med til at sikre Danmark EM-guldet. Af og til kunne modstanderen måske hyle ham lidt ud af den, men når han trådte ind over kridtstregen, ind på plænen, var han komfortabel.
Han vidste, at han kunne løbe, tackle, skyde. I sin nuværende position som cheftræner for Fremad Amager ved han, at han har overblik over taktikken og spillernes udvikling. Han tror på sin vision.
Men i denne ekstreme situation, hvor han skal til at træde ud på flyets trinbræt, føler han sig på alle måder på udebane. Pulsen var allerede høj, da flyveren ti minutter tidligere lettede, men nu mærker han den stige til det utællelige. Han tager dybe indåndinger. Adrenalinen eksploderer i kroppen. Det er nu.
Mens den hvide og blå propelflyver fortsat skærer gennem luften som et projektil, træder Faxe ud i den voldsomme sidevind til et sted, hvor han aldrig før har befundet sig.
Han hopper og falder ti sekunder senere mod jorden med 216 kilometer i timen.
Et sug af adrenalin
Faldskærmsudspringet var sidste år. Han landede trygt. Men i de seneste uger har John »Faxe« Jensen hver eneste fredag oplevet et tilsvarende adrenalin-sug, når han og dansepartneren Karina Frimodt står klar til at indtage gulvet i »Vild med dans«. Halvanden million seere venter. Følelsen af at være på udebane omklamrer ham atter. Og en hel uges forberedelse kulminerer.
»Lige som vi kun var faldskærmsinstruktøren og jeg, da vi skulle hoppe ud af flyveren, så står jeg alene hver fredag og venter på at danse med Karina. Rollefordelingen er den samme, og det er følelsen i kroppen faktisk også,« siger John »Faxe« Jensen, da jeg møder ham før generalprøven til den sjette udsendelse i rækken.
Faktisk havde John »Faxe« Jensen »sagt nej fire-fem gange« til at være med i »Vild med dans«. Ikke fordi han havde fordomme mod det populære program. Tværtimod syntes han, at det var top-underholdning, og han nød at se showet med sin kone og to store døtre, hvis de var hjemme på besøg. De to sidstnævnte plagede ham for at sige ja, men det passede ikke ind i hans liv.
For det første havde han svært ved at finde tid på grund af jobbene som fodboldekspert på TV og fuldtidstræner. For det andet var han som nævnt ikke vant til at udfordre sig selv på den måde. At hive sig selv ud af komfortzonen.
Men for to år siden skete der noget, som fik ham til at ændre holdning.
En af John »Faxe« Jensens bedste venner døde. Det var en pludselig hjerneblødning, der fældede ham, og Faxe rejste med vennens to sønner til hospitalet i Luxembourg, hvor han boede. Her var Faxe til stede i lokalet, da de allernærmeste slukkede for den blot 51-årige mands respirator.
»Der kan man virkelig snakke om grænseoverskridning af de helt store,« siger John »Faxe« Jensen.
Lev livet før du dør
Efter dødsfaldet var Faxes vennegruppe gennem fire årtier reduceret fra fire til tre. Nogen tid efter dødsfaldet så de tre resterende den amerikanske film »The Bucket List«, der har Morgan Freeman og Jack Nicholson i hovedrollerne. Her stikker de to aldrende mænd af fra kræftgangen for at foretage sig alle de ting, »man bør gøre« før man dør. Herunder faldskærmsudspring.
»Så sad vi der. Tre mænd, der alle var omkring de 50 år. Jeg foreslog mine venner, at vi gjorde ligesom hovedpersonerne i filmen,« fortæller John »Faxe« Jensen.
»Men det er grotesk, at der skal sådan en frygtelig hændelse til, før det går op for en, at man skal stoppe op og tænke over, hvad der er meget vigtigt her i livet. Egentlig ville vi gerne være taget på de her eventyr med vores ven, men var han ikke død, havde vi jo ikke gjort det. Så var vi fortsat i en dagligdag, der bare kørte videre og videre,« siger han.
Når man bevæger sig ud på dybt vand, mister man som bekendt evnen til at kunne bunde. Det oplevede Faxe allerede i anden udsendelse af »Vild med dans«. Det første show var gået forrygende og dommerne havde placeret Faxe og Frimodt i top tre.
Men denne gang stod den på salsa. Han havde glædet sig helt vildt. Særligt efter han på tredje træningsdag »knækkede koden« til den livlige og sensuelle dans. Derfor frustrerede det ham voldsomt, da klappen gik ned få sekunder inde i live-transmissionen denne fredag aften.
»Jeg stod midt i det hele og havde glemt trinene. Eller nej. Jeg kunne faktisk godt huske trinene, men jeg anede ikke hvor i dansen, vi var. Karina gjorde alt, hvad hun kunne, for at guide mig tilbage, men jeg fangede den ikke. Det var ekstremt ubehageligt. Ligeså ubehageligt, som da jeg skulle tage det første trin ud på det der trinbræt. I begge situationer aner man ikke, hvor man ender,« fortæller Faxe om salsaen, der gik galt.
Et eller andet skulle han jo lave på gulvet, så han forsøgte at bruge nogle af de trin, han havde lært i løbet af ugen. Nogle bevægelser var i takt, andre skar helt tydeligt i de fire dommernes øjne. Han og Karina improviserede for at overleve i konkurrencen. Det lykkedes.
Dommerne var så imponerede over den 50-åriges bedrifter hidtil og kunne se, at han mestrede salsaens grundtrin, så de dumpede ham ikke fuldstændig. Siden har han og Frimodt konstant ligget i den øverste halvdel og har indtil videre avanceret uden problemer.
John »Faxe« Jensen fyldte 50 år i maj. Blandt gaverne var en invitation til en tur i luftballon. Han ser allerede frem til at kunne krydse denne næste udfordring af sin bucket-liste, selv om det næppe kommer til at give det sug i maven, som det fri fald i faldskærmen og live-udsendelserne i »Vild med dans«.
»Der bliver smukt deroppe. Det er jeg ikke i tvivl om. Og jeg er ikke bange. Tværtimod glæder jeg mig. Det svarer til, at jeg hver morgen forsøger at finde glæden frem, når jeg om morgenen forlader sengen og planter mine to fødder på gulvet. Jeg er positivt indstillet til livet – det er måden at få noget ud af det på,« siger Faxe og understreger:
»Det gælder om at opleve noget, inden man forlader verden. Og det gælder om nogle gange at sætte noget på spil. For man ved jo ikke, hvornår man dør.«
Syvende runde af »Vild med dans« blev danset fredag aften. Afgørelsen faldt efter avisens deadline.
»Faxe« om »Faxe
»Der er sikkert 10.000 i Danmark, der hedder John Jensen. Så hvis man bare siger det navn, så siger folk, hvem er det? Men hvis man siger John »Faxe«, så kender de mig nok.
Navnet opstod, da jeg var ti år gammel under en fodboldtur til Sverige, hvor jeg spillede lilleput i Brøndby. Vi boede på en skole, hvor vi havde et klasseværelse hver. Så løb vi rundt og morede os på gangene, men pludselig stod vi inde hos ynglingespillerne, altså dem på 17-18 år. De havde taget nogle halvliters Faxe Fad-dåseøl med. Det var lørdag aften, og de var blevet slået ud af turneringen. De var blevet lidt fulde, og så tog de fat i mig. Hev mig ud i mine arme og ben og løftede mig op.
De syntes, det var sjovt at tage sådan en Faxe Fad og ryste den og så give mig en dyppetur. Dér opstod navnet, men så forsvandt det faktisk i nogen tid. Som 17-årig kom jeg op i Brøndbys førsteholdstrup. Nogle af dem kunne huske denne episode. »Det var sgu da ham, vi hældt Faxe over for 7-8 år siden,« sagde de. Derefter hang navnet fast. Jeg havde det fint nok med det – alle bliver jo kaldt et eller andet. Det var rent tilfældigt, at det var mig, der blev Faxe.«
»Faxe« om »Sommeren 92«
»Jeg bliver dagligt mindet om, at jeg scorede det mål til EM. Det var jo en unik ting at være med til skrive danmarkshistorie sammen med 22 andre spillere og en masse trænere. Vi fandt ud af undervejs, hvordan vi havde samlet hele Danmarks befolkning til en kæmpestor begivenhed, som så ender med et kæmpe brag af en fest.
Jeg synes, det er fedt, når jeg snakker med danskere i Brugsen – eller hvor det nu er – og de kan huske helt præcist, hvor de var, da vi vandt finalen over Tyskland. Det svarer til, at mine bedsteforældre aldrig glemmer, da Danmark blev befriet og Anden Verdenskrig stoppede.
At man har været med til at kunne give de millioner af mennesker en kæmpe oplevelse er jo bare fantastisk. Selv børn på ti år ved, at jeg var med i EM 1992, selv om de ikke var født. Deres forældre fortæller dem det – på den måde er det en del af vores historie.
Jeg har set filmen »Sommeren 92« tre gange. Først en privatvisning med hele landsholdet. Så til premieren. Og senest til en visning ude i Fremad Amager, hvor vi inviterede alle sponsorerne, og jeg fortalte lidt om det først. Det er ikke sidste gang, jeg har set den. De er kommet godt ud af det, og jeg er glad for den. Og så skal man huske, når man ser den, at det er til minde om »Ricardo« (landsholdets daværende træner Ricard Møller Olsen, der døde sidste år).«
»Faxe« om Fremad Amager
»Jeg blev kontaktet for halvandet års tid siden af Ole Bjur, der er sportsdirektør i Fremad Amager. Man kan altid høre, hvad de har at sige, tænkte jeg, men det var ikke liiige dét, jeg havde forestillet mig. Sådan at skulle ned i 2. division. Jeg har jo prøvet at træne på allerhøjeste plan i England, Spanien, Danmark, og da Bjur havde fortalt mig om projektet, tænkte jeg, at det måske kunne være meget sjovt.
Jeg kunne bygge noget nyt op efter min egen filosofi, og jeg fik remedierne til det. Her var noget, jeg aldrig havde prøvet før. Jeg besluttede mig for at tage chancen, og det er jeg glad for i dag. Måske kan det også på et senere tidspunkt gøre mig gavn – at jeg får det her på mit CV.
Jeg forsøger at træne spillerne, som var de fuldtidsprofessionelle. Men af og til må jeg gå lidt mildere til dem, for de kommer jo direkte fra arbejde. Måske har de ligget på et tag hele dagen og arbejdet i 25 graders varme – måske har de kørt frem og tilbage med en trillebør fyldt med mursten 50 gange.
Min kontrakt udløber til sommer, men lige nu ligger vi med i toppen. Bliver vi ved med at få de resultater, vi gerne vil have, så ved man aldrig, om jeg bliver siddende i lang tid.«