Hvis der er en, der er så klog, at han kan undvære hovedet, så må det være Per Stig Møller. Den konservative nestor, tidligere kulturminister, udenrigsminister, miljøminister, formand og evig ideolog er en sjældenhed i moderne politik. Han er en vaskeægte intellektuel. En mand af eliten med et folkeligt gennemslag.

Han er en politiker, der aldrig er blevet undervurderet for sin mentale skarphed, heller ikke af sig selv. Han elsker at provokere, og han afprøver grænser af på sine modstandere. Finder han ud af, at de er dummere end ham, slår han til.

Hvis han derimod oplever kvalificeret modspil, svarer han igen med sit "nå-den-gik-altså-ikke-grin”, som det er sagt om ham. Han har selv sagt, at han er ”en liberal, konservativ fritænker, og ingen kan disciplinere mig".

»Jeg vil ikke være politiker«

Per Stig Møller hader at blive sat i bås, og derfor var der heller ingen, der skulle forvente, at han ville følge i sin fars fodspor ind i dansk politik.

- Jeg skal ikke være politiker - den slags er der nok af i familien, lød det fra den unge Per Stig Møller, da han gav sig til at studere sammenlignende litteratur.

Politik var i mange år noget han holdt sig fra. Når det altså ikke var hen over middagsbordet, hvor han højlydt diskuterede med sin far den tidligere konservative finansminister Poul Møller. Også Per Stig Møllers mor, radiojournalisten Lis Møller gik ind i politik.

Per Stig Møller ville hellere studere og skrive. Han blev mag. art. i sammenlignende litteratur i 1967 og landets yngste dr. phil. som 31-årig på en afhandling om Malthe-Brun. Han skrev for Berlingske Tidende og B.T., skrev flere bøger, var kulturredaktør i Danmarks Radio, tog til Paris som lektor på Sorbonne og kom tilbage til DRs kultur- og samfundsafdeling. Han avancerede til programchef hos programdirektøren og fra næstformand i Radiorådet til formand i 1986.

Her blev det fortalt om Per Stig Møller, at han klarede sine mange opgaver ved hjælp af et simpelt system: Mindre vigtige papirer blev puttet i venstre jakkelomme. Vigtige papirer kom i brystlommen. Resten slæbte han hjem i en Irma-pose. 

Han blev miljøminister under Schlüter i 1990, og da den store konservative fløjkrig rasede i 90’erne stod han som redningsmanden, da Hans Engell beruset bragede ind i en betonklods på Helsingørmotorvejen.

Det blev en sølle omgang. Det blev afsløret i Ekstra Bladet at også Per Stig Møller havde en spritdom bag sig fra sine ganske unge dage. Et faktum som han selv nægtede i første omgang, og vælgerlussingen ved det følgende folketingsvalg var så syngende, at Per Stig Møller var færdig.

Hans folkelige genkomst var som udenrigsminister under Anders Fogh Rasmussen. Kendt og accepteret for sin viden og dygtighed. Og i folkedybet igen og igen kåret som én af VK-regeringens mest populære ministre. Egentlig kan det undre, for folkelig er Per Stig Møller langt fra.

Han er hidsig, taber ofte det gode hoved, er lettere kolerisk og i høj grad elitær. Men Per Stig Møller har gennem alle årene glimret ved at være en skrivende politiker. Han har bidraget med en lang række kronikker, debatindlæg og bøger om sin tænkning af konservatisme, af det danske samfund og af international politik.

Den mest oplagte kulturminister

Han har skrevet bøger om Kaj Munk og blandet sig i kulturlivet, og til sidst blev han – dog ikke af egen fri vilje – den måske mest oplagte kulturminister, som landet kunne få. Som bekendt tabte VK valget, og Per Stig Møllers tid i kulturministeriet blev kort. Men ingen var i tvivl om, at man i ham fandt en kulturminister, der kunne matche og give kulturlivet modstand.

Hans største aftryk vil nok være oprettelsen af ”radio Møller” – der efter udbudsrunden blev til Radio 24syv. Per Stig Møller stopper efter næste valg. Han siger selv, at han helst havde været sidste valgkamp foruden. For der er stadig meget, han skal nå at blande sig i. Og der er bøger, der skal skrives. Det sidste ord er ikke sagt.