Da Nelson Mandela døde i sidste uge, efterlod han sig få, men viljefaste instruktioner på et stykke A4-papir. Han ville begraves på en fjern bakketop ude på landet, i en grav markeret uden pragt. Som han engang har sagt:

»Det ville være meget egoistisk af mig at sige, hvordan jeg ville ønske at blive husket. Jeg vil lade det være helt op til sydafrikanerne. Jeg vil bare gerne have en enkel sten, på hvilken er skrevet »Mandela«.«

Ønsket om bakketoppen og den prunkløse sten vil familien imødekomme, når Mandela begraves på søndag. Men Sydafrika er, bistået af hele verden, allerede i gang med at gøre mindet om Mandela alt andet end simpelt.

Mandelas »mage vil aldrig ses på jorden igen«, han vil tværtimod blive husket som »en historiens gigant«,« som præsident Barack Obama udtrykte det, da han tirsdag talte på det enorme FNB Stadium i Soweto, som lagde græs og tribuner til sørgeperiodens officielle mindeceremoni.

De første af måske 60.000-70.000 deltagere i ceremonien travede fra den lukkede hovedvej og de sidste kilometer frem til stadion, mens det endnu var tidlig, bælgmørk morgen i Sydafrika. Store flokke af syngende, dansende og udklædte sydafrikanere nåede frem hele formiddagen, og særligt inden ceremonien gik i gang, gungrede det store stadium af slagsange, traditionelle hymner og taktfast hoppen. Som en enorm fest, ikke en sorgens stund. End ikke silende, kold regn kunne lægge en dæmper på humøret, for i Afrika ses regn under begravelser som en velsignelse fra forfædrene, der byder deres søn velkommen i jorden.

På stadion var de sorte i overvældende flertal, men også grupper af unge hvide var stået tidligt op. Martin Johns var en af dem, som krammede en stærk kaffe og forsøgte at holde varmen i et regnslag af en sort skraldesæk:

»Jeg levede knap under apartheidtiden, men at sige farvel til Mandela er en oplevelse for livet. Han gør os stolte.«

Francois Pienaar, en firkantet bygget hvid 46-årig mand klædt i den sydafrikanske grøn-gule Springbok-uniform, gav sig tid til mange interview på sin vej op i VIP-afdelingen. Han var anfører på det rugbylandshold, der før 1994 blev set som indbegrebet af det hvide overherredømme. I 1995 vandt Sydafrika imidlertid verdensmesterskabet, og Nelson Mandela dukkede overraskende op til finalen klædt i Pienaars trøje. Dermed var ikke bare et særligt venskab skabt, rugbykampen blev set som en symbolsk forening af den splittede nation.

»Det er en tårevædet dag for mig, fyldt med blandede følelser som stolthed og savn,« sagde Francois Pienaar til Berlingske. Nelson Mandela var gudfar til Pienaars ene søn.

Størst opmærksomhed fik dog de op mod 100 statsledere og kendisser, som deltog. Fra USAs Barack Obama til Cubas Raúl Castro – som Obama opsigtsvækkende trykkede hånd med – og Zimbabwes Robert Mugabe, fra U2s Bono til de skandinaviske tronfølgere.

At en mindeceremoni kunne rumme så forskellige statsledere ses i Sydafrika som udtryk for, at Mandela livs moralske påbud er hævet over sædvanlige storpolitiske uforsonligheder:

»Selv om jeg aldrig vil kunne leve op til »Madiba«, giver han mig lyst til at være et bedre menneske,« sagde Barack Obama til et jubelbrøl fra tilhørerne. Under resten af ceremonien havde Obama den danske statsminister som sidemand. Helle Thorning-Schmidt og Obama talte blandt andet om julen og deres børn, fortalte hun bagefter – og Thorning benyttede chancen til at tage en såkaldt »selfie« på mobiltelefonen flankeret af Obama og britiske David Cameron.

Jacob Zuma, Sydafrikas præsident, den nuværende leder af Mandelas parti, ANC, måtte lide den tort at blive højlydt skammet ud. Arrangørerne forsøgte febrilsk at lægge en dæmper på den højlydte buhen ad Zuma. Uden held.

På mange måder er det en del af den ikke-simple, komplicerede og farverige arv, Mandela efterlader, når han selv lægges i graven under sin enkle sten på søndag: At Sydafrika er kommet så langt, at man kan feste for én præsident og hade en anden. At man kan hylde en fremmed hudfarve og buhe ad sin egen.