Han var en forsvarspolitisk fighter med afgørende betydning.
Allerede som ung forsvarsordfører i 1980erne var den nu afdøde Hans Hækkerup (S) med til at tage det interne socialdemokratiske opgør med magtfulde modstandere som Ritt Bjerregaard og Svend Auken og dermed trække partiet ud af fodnotepolitikken, som svækkede Danmarks position i NATO.
Og som socialdemokratisk forsvarsminister i 1990erne spillede han en hovedrolle i at modernisere det danske forsvar, så det aktivt kunne være med til at standse borgerkrig og folkemord på Balkan, da ord og forhandlinger ikke længere rakte.
Beslutningerne var dengang kontroversielle, og uden dem ville Danmark næppe have spillet så aktiv en udenrigspolitisk rolle med aktiv militær deltagelse i lande som Afghanistan, Irak og Libyen. Selv var han godt tilfreds med resultaterne af sit politiske virke.
»Jeg har som politiker haft det godt. Forsvaret er en succeshistorie. Jeg har været med til at give Danmark et rygstød ude i verden. Det er jeg glad for,« sagde Hans Hækkerup i et interview med Berlingske i sommeren 2012.
Allerede dengang var han hårdt ramt af den sjældne nervelidelse, multipel system atrofi, som betød, at han fik stadig vanskeligere ved at bevæge sig og at tale.
Det var Hans Hækkerup selv, der fortalte omverdenen om sin sygdom i et debatindlæg i april 2011 i Jyllands-Posten. Ikke, at det var hovedpointen – nej, det blev nævnt som en forklaring på timingen for indlægget, og han ønskede heller ikke at uddybe det nærmere end i Jyllands-Posten at kalde det »en forfærdelig sygdom, som det heldigvis kun er få, der stifter bekendtskab med.«
Som tidligere forsvarsminister gennem fire socialdemokratisk ledede regeringer fra 1993 til 2000 og efterfølgende chef for FN-missionen i Kosovo ville Hans Hækkerup komme med endnu et indspark til den forsvarspolitiske debat, mens han kunne. Han forventede nemlig, at sygdommen ville forhindre ham i det, hvis regeringen et par år senere ville nedsætte en ny forsvarskommission.
Da VK-regeringen efter valget i 2007 havde nedsat en sådan, var det nemlig Hans Hækkerup, der blev sat i spidsen for at undersøge, hvordan Forsvaret kunne fremtidssikres – både i forhold til flyindkøb i den tocifrede milliardklasse, forsvarets internationale opgaver og danske soldaters sikkerhed.
Efternavnet klinger af politik. Ingen dansk familie har vel haft så stor politisk indflydelse som familien Hækkerup, der har haft socialdemokratiske folketingsmedlemmer og ministre i de fleste årtier i de seneste næsten et hundrede år.
Hans Hækkerup var således søn af afdøde økonomi- og udenrigsminister Per Hækkerup (S) og folketingsmedlem Grete Hækkerup (S). Og i øvrigt farbror til Socialdemokraternes forsvarsordfører Ole Hækkerup og den socialdemokratiske handels- og europaminister Nick Hækkerup (S), der også har været forsvarsminister.
Hans Hækkerup var i de senere år bosat i Mexico sammen med sin hustru Susanne Rumohr Hækkerup, som er Danmarks ambassadør i landet.
Bisættelsen fandt sted i stilhed mandag med den nærmeste familie som deltagere.
