Der kan være mange grunde til at stoppe. Nogle har fået andre stillinger, andre tvinges af helbredet. Og så er der dem, der allerede har været der i en menneskealder.

Én af dem er den konservative tidligere udenrigsminister Per Stig Møller.

»Det er selvfølgelig vemodigt, men på samme er det besluttet for fire år siden, og jeg har ikke fortrudt. Nu er det så et afsluttet kapitel, en bog, der bliver klappet i i dag, og jeg går afsted med det sidste ringbind,« siger Per Stig Møller, da BT onsdag fanger ham på Christiansborgs gange.

»Det betyder mere frihed for mig, og jeg er faktisk glad for det, fordi nu har jeg lavet nok. Jeg besluttede mig allerede ved sidste valg for, at jeg skulle ud, mens jeg har kræfterne, overskuddet, energien og lysten til at lave noget andet.«

Flere vil nok særligt huske Per Stig Møllers tid som udenrigsminister i Anders Fogh Rasmussen-tiden, hvor han var central i den danske indsats i Mellemøsten, herunder krigen i Afghanistan. Men adspurgt om, hvad han selv ser tilbage på med stolthed, skal vi længere tilbage i tiden, da han var miljøminister i Schlütter-regeringen.

»Jeg fik til opgave - med ærefrygt og rædsel for om jeg kunne løfte den - at prøve at få skabt enighed omkring udfasning af de ozonnedbrydende stoffer i 1992 ved en FN-konference i Bella Centeret. Og det lykkedes. Det var meget hårdt og meget svært at få alle ender til at mødes, men det - siger man i fagkredse - er en af grundene til, at det går så pænt med ozonlaget, som det rent faktisk gør,« siger Per Stig Møller og tilføjer:

»Men også udvidelsen af EU under vores formandskab står meget højt. Og de to år i sikkerhedsrådet (i NATO, red.)... Jeg mener, hvem i alverden får både lov til at være formand for EU og sidde i sikkerhedsrådet i sin embedsperiode,« spørger Per Stig Møller og afslutter:

»Så jeg har en masse gode minder fra mit politiske liv.«

Her er den samlede liste over folketingsmedlemmer, der stopper:

Socialdemokraterne
- Sophie Hæstorp Andersen - Tiltrådte som regionsrådsformand i Region Hovedstaden i januar 2014.
- Torben Hansen
- Karen Hækkerup - Tiltrådte i efteråret 2014 jobbet som adm. direktør i interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer.
- Jeppe Kofod - Blev i 2014 valgt ind i Europa-Parlamentet.
- Ole Sohn
- John Dyrby Paulsen

Venstre
- Gitte Lillelund Bech
- Lykke Friis - Tiltrådte i 2013 som prorektor ved Københavns Universitet.
- Birthe Rønn Hornbech
- Henrik Høegh
- Karen Jespersen
- Birgitte Josefsen
- Ulla Tørnæs - Blev i 2014 valgt ind i Europa-Parlamentet.
- Eyvind Vesselbo

Dansk Folkeparti
- Jørn Dohrmann - Blev i 2014 valgt ind i Europa-Parlamentet.

Radikale Venstre
- Christian Friis Bach - Tiltrådte i 2014 som leder af FNs Økonomiske - Kommission for Europa.
- Nadeem Farooq
- Jeppe Mikkelsen
- Margrethe Vestager - Tiltrådte i efteråret 2014 som konkurrencekommissær i EU.

SF
- Anne Baastrup - Var i en længere periode sygemeldt med stress og genopstiller ikke.
- Pernille Vigsø Bagge - Begyndte 1. juni som sognepræst på sin hjemegn ved Løgstør i Nordjylland.
- Villy Søvndal - Trak sig i december 2013 fra dansk politik.

Enhedslisten
- Frank Aaen
- Jørgen Arbo-Bæhr - Ville ikke genopstille, men er ved en fejl endt på stemmesedlen.
- Per Clausen
- Lars Dohn

Konservative
- Tom Behnke - Blev i februar sygemeldt på grund af en blodprop i hjernen.
- Charlotte Dyremose
- Lene Espersen - Tiltrådte i december 2014 som direktør for Danske Arkitektvirksomheder.
- Benedikte Kiær - Vandt i 2013 borgmesterposten i Helsingør Kommune.
- Per Stig Møller