En dag i 2017 spurgte en meget ung kollega:

»Jens, du er gammel nok til at huske det der med breve, ikk’? Hvordan sender man et brev? Skal navnet stå sådan eller sådan? Hvad med postnummer? Hvor skal det stå?«

Det er det mærkeligste spørgsmål, jeg har fået i år. Heldigvis gik kollegaen ikke ind i frimærkeproblematikken. Men når porto i hans verden er et portugisisk fodboldhold, og breve noget, man har te i, så tror fanden. Snart vil folk have det på samme måde, når jeg spørger, hvor jeg køber en pung til mine bitcoins.

Til gengæld udtalte han »gammel«, så det gjorde nas.

Episoden er en af dem, jeg vil huske 2017 for. Ikke på grund af den unge uvidenhed, men fordi det handlede om tid. Tiden, der er gået. Tiden, der stille og roligt æder alt – postforsendelseskundskaber, isbjørne, traditioner, rettigheder, ord, frihed, samværsformer, nuancer, solidaritet.

Jeg kyssede de 58 i år.

I det store spil blot endnu et år på menneskehedens store strand. Men når man er født 14 år efter befrielsen og er vokset op med, at tyskerne er de onde – og med fastnet-telefonfis a la den med at ringe til en slagter og spørge, om han har grisehoved, grisetæer og grisehaler, og han så bekræfter, og man fnisende svarer »Så må De da se forfærdelig ud«, ja, så føles endnu et år som at finde en lakrids i bukselommen.

Man er lettere overrasket og taknemmelig hver gang, og man guffer den klæbrige sag i sig, som var den et nærende måltid.

Nu er jeg typen, der synes, lakrids, blød nougat og bacon, hårdt ristet, hører til de nærende levnedsmidler. Og DR TVs X Factor, Herrens Veje og Danskernes historie. Det føles godt at guffe sådan noget i sig. Men jeg var helt galt på den, har jeg forstået. Det var både plat, fejlagtigt, venstreorienteret, spild af mine licenspenge og meget andet, sagde samfundsdebattens kostvejlededere. At jeg synes, jeg får meget for mine licenspenge, tangerer falsk bevidsthed, må være konklusionen.

2017 var et år, hvor jeg stille og roligt og uden at gøre meget ståhej ud af det kæmpede mere og mere imod tidens tand. Officielt går jeg i fitnesscenteret for at forebygge, at min diskusprolaps springer op igen. Men i virkeligheden handler det om, at min indre gammelpot banker på med deraf følgende forfald og selvironisk benægtelse af fakta.

Men jeg kan ikke snyde tidens gang på crosstraineren ved at score en ung blondine eller ved at ændre navn, som Dong Energy forsøgte. Ørsted er måske fint til et energiselskab, der vil signalere »med på noderne«. For mig vil Ørsted altid være navnet på den sløjdbarak, der blev opkaldt efter skolens legendariske sløjdlærer ude i Emdrup.

 

2018 bliver endnu et år, hvor mine benpiber vil værke en lille smule mere end året før efter en tur på fjerde, og mit søvnmønster vil forhåbentlig ikke blive ved med at ligne et sønderbombet Aleppo. Mindre Facebook, færre ligegyldige debatprogrammer og mere frisk luft kunne være en start.

Prins Henriks demens, der også var debatværdig i året, der er gået, kan jeg godt identificere mig med. Alderen har sine sygdomme og skavanker. Men min dårlige hukommelse og manglende situationsfornemmelse vil forhåbentlig ikke afføde samme engagerede analyser som Prinsgemalens. Det kunne ellers være interessant at høre, hvad nettets ekkokamre og Hella Joof kunne få ud af det.

Officielt er jeg ligeglad med alder. Man er kun så gammel, som man føler sig, og alder er kun et tal – alt det fis. På samme måde som det danske kvindelandshold i fodbold gjorde i sommer. Man talte om kvindernes EM-deltagelse, som om det var foie gras, og alle kunne lide det, og hold op, hvor var de gode. Men ingen turde sige, at de spillede ad helvede til, og at der er langt igen, inden de bliver interessante at se på.

Tiden har også taget Peter Bastian, Svend Asmussen og Katy Bødtger fra os. Den har også fjernet de – i øvrigt charmerende – forestillinger om den afskyelige snemand, Yetien, fra vores forestillingsverden. Den danske evolutionsbiolog Charlotte Lindqvist afslørede endegyldigt, at DNA fra den berygtede menneskeabe i Himalayas bjerge blot stammer fra en tibetansk brunbjørn. Forskning er noget møg.

DNA-analyser efter kommunal- og regionsrådvalget viste også, at Holbæks Christina Krzyrosiak Hansen (S) på 24 år blev den yngste borgmester nogensinde. På TV Østs spørgsmål om, hvorvidt hendes unge alder ikke var en stor udfordring i sådan et job, svarede hun, som om hun havde været i politik i tusind år:

»Jeg tror, at uanset hvem der var blevet borgmester, ville vedkommende have rigtig meget at lære.«

Franskmændene fik den yngste præsident nogensinde med 39-årige Emmanuel Macron, der sigende nok ikke blev spurgt til sin alder, ligesom Donald Trump heller ikke gjorde, da han tiltrådte som den ældste nyvalgte præsident nogensinde.

Mænds alder er åbenbart ikke på samme måde interessant.

Den slags kan let såre, når man nu befinder sig i en omsiggribende krænkelses- og offerkultur. Jeg kunne godt oparbejde et indigneret debatindlæg eller to på den konto, hvis det var.

De fasttømrede forestillinger om den lave danske produktivitet, der i årevis har fået nedskærings- og stressfremkaldende beslutningstagere til at skrue op for tempo og arbejdsbyrde og stakåndet retorik, viste sig også at være en afskyelig sne(m)and med mange år på bagen, da man gik tallene efter. Højst en statistiker eller to følte sig krænket. Det er bare ikke nok.

Mine forestillinger om min egen produktivitet med deraf følgende dårlige økonomi var også en fejlkalkule i det gamle år. Der måtte en bankrådgiver til, der efter helt vildt indviklet at have lagt tre tal sammen kunne kundgøre, i øvrigt uden assistance fra en kapitalfond eller finansminister med redaktørdrømme, at jeg sagtens havde råd til at overtage sommerhuset, der lå tilbage i ruinerne efter bruddet med min kæreste. Et fint sted til et otium og en sherry i den uisolerede perle i Odsherred med anneks, fem cykler og edderkopper nok til en Noma-menu.

I året, der kommer, skal hytten skambruges, skamnydes og skamudlånes, så de, der »udlåner« rådhussalen på Københavns Rådhus til fattige politikere, der ellers ikke ved, hvor de skal holde deres kæmpebryllupper, bliver bange for konkurrencen.

Hvad enten 2017 har handlet om Trumps søsætning af »fake news«, kvotekonger, anti-hjemløse-love, flygtningekriser, vand-scooterdrabsmænd i Københavns Havn, bandekrig, terror, orkaner, solformørkelser, udvidelsen af Køge Bugt Motorvejen eller den svenske kirkes forsøg på at kønsneutralisere Gud fra »han« til »hen«, der i øvrigt betyder »anderledes« på japansk, så var der intet, der på samtlige platforme, i alle relationer og i smalltalk i hvert et hjørne af universet kunne måle sig med en af årets sidste debatskabende krampetrækninger.

Det lille hysteriske fænomen #MeToo. Jeg skriver sådan, fordi jeg gerne vil have lidt i min indbakke i morgen, når jeg vågner.

Altså fra andre, der også er to år fra at træde ud af »midaldrende« og ind i »ældre«.

Godt nytår.