Så er den gal igen. Det ustabile fjeld Mannen, som ligger i norske Romsdalen, er igen begyndt at røre på sig. De norske myndigheder tager ingen chancer: Der er udstedt »rød« advarsel, og hele området omkring det 1.294 meter høje bjergmassiv er spærret af.

Søndag væltede der store klippestykker ned, og en del af fjeldet er i kontinuerlig bevægelse: Lige nu bevæger fjeldpartiet Veslemannen sig med ti centimeter i døgnet i den øvre del, mens den nedre del bevæger sig med cirka én centimeter i døgnet.

»Bevægelserne er taget til i løbet af dagen i går og i aftes efter den meget regn og tøsne. I løbet af natten er der igen kommet meget sne, og der er store bevægelser i fjeldpartiet. Derfor opretholder vi det røde fareniveau,« sagde geolog Gudrun Majala fra Norges Vandløbs- og Energidirektorat (NVE) søndag aften til Norsk Telegrambyrå.

Mannen har været overvåget siden 2009, og der har ofte været rumlen og bange anelser. Senest var der uro i weekenden 10-12. august, da pludselige stenskred blev ledsaget af en faretruende buldren fra fjeldet.

Neddroslet til gul

Nordmændene er blevet rusket mere igennem af stormen Knud end vi danskere, og der er også faldet store mængder nedbør i et bredt bånd op over landet.

Vand, sne og skiftevis frost og tøvejr kan have stor betydning for bevægelserne i fjeldet. Her til morgen var det -3 grader, og der lå en halv meter sne på toppen af Mannen.

»Når der er så meget sne på fjeldet, fungere det som et vandreservoir i det øjeblik, det bliver plusgrader. Det betyder en større tilførsel af vand, som igen kan øge bevægelserne,« sagde Majala.

»Mannen« og det mindre »Veslemannen« er lokale betegnelser, mens geologerne mere officielt taler om Børa-plateauet.

Selv om bjergmassivet ligger inden for Reinheimen Nasjonalpark og dermed i sparsomt beboet område, kan et større bjergskred alligevel have alvorlige følger. Geologerne vurderer, at op mod 100 millioner m³ er ustabilt, og et større skred kan derfor ramme både bebyggelser, jernbane og europavej E136. Desuden kan et bjergskred forårsage en opdæmning af elven Rauma.

Kort før Norges Vandløbs- og Energidirektorat holdt pressekonference om sagen klokken 10 i formiddag, blev fareniveauet nedjusteret fra rødt til gult. Det sker, fordi bevægelserne i fjeldet er aftaget i løbet af natten, forklarer geologerne.

Så bjergskredet er udsat endnu en gang. At det kommer, er ingen i tvivl om.