En del af noget større. Sådan forsøger DBU at sælge landsholdet. Men lige så inkluderende, som det popsmarte reklameslogan lyder, lige så ekskluderet har landsholdsspillerne nok følt sig på det sidste.
Men bar spillerne og Olsen nag oven på konflikten med DBU, var det ikke til at se i onsdagens træningskamp mod USA. Danmark var bagud to gange, men endte takket være et Bendtner-hattrick med at vinde kampen 3-2.
Den afgående landstræner, Morten Olsen, havde kørt alle profilerne i stilling til den resultatmæssige ubetydelige kamp. Og i kampens indledning viste Bendtner, Eriksen og resten af de danske spillere, at de ikke bare var taget til Århus for at se på Ron Muecks forvoksede dreng på Aros.
Med energisk og pågående spil voldte danskerne gentagende gange problemer for den amerikanske defensiv, der især havde svært ved at tøjle Lasse Vibe og nytilkomne Daniel Wass.
Efter 10 minutter udnyttede Lasse Vibe første gang sin fart, da han på snød en mand og slap igennem på højrekanten, men inde foran mål fik den amerikanske keeper Nick Rimando akkurat bokset bolden væk.
Få minutter senere var Danmark igen tæt på at komme foran, da Nicklas Bendtner kun manglede et par centimeter for at komme først på et fremragende indlæg fra Michael Krohn-Dehli.
Efter 18 minutter svigtede den danske koncentration dog. En relativ ufarlig aflevering blev lagt ind i feltet til det fysiske pragteksemplar Jozy Altidore, der umiddelbart så ud til at være chanceløs alene over for Simon Kjær og Daniel Wass.
En lille hånd på sidstnævntes skulder var dog nok til at bringe Altidore først på bolden, og via Kjærs fod bragede han med den største selvfølgelighed bolden ind bag Stephan Andersen. Noget af en bet for et dansk mandskab, der i den grad havde siddet på kampens indledning.
Et kvarter senere gjorde Nicklas Bendtner dog det, han er bedst til; at score i en landskamp. Daniel Wass var ophavsmanden bag opspillet, da han satte sig igennem på kanten af feltet. Hans aflevering fandt Bendtner tæt under mål, og her var det ingen sag for Wolfsburg-angriberen at score.
I anden halvleg dalede det danske tempo - dog stadig med Lasse Vibe konstant lurende på de hurtige omstillinger. Efter 56. minutter overløb han blandt andet sin direkte modspiller, men hans afslutning manglede desværre den sidste kvalitet.
Kort efter gav Daniel Wass dog et eksempel på, at hans forcer klart ligger på modstanderens banehalvdel.
Michael Bradley slog på ny bolden frem til Altidore, der let løb fra en snorksovende Wass. Evian-spilleren kunne kun se til, mens den amerikanske angriber serverede bolden for Aron Johannsson, og den tidligere AGF-angriber scorede let på sin tidligere hjemmebane.
Men bedst som det lignede et dansk nederlag, slog Bendtner til igen. Efter en hovedstødsduel dumpede bolden ned for fødderne af den tidligere Arsenal-spids, og med et velplaceret spark bragte han balance i regnskabet.
I kampens overtid gjorde Nicklas Bendtner det helt onde ved USA, da han fyrede kanon af fra kanten af feltet. Bolden sneg sig akkurat forbi keeper Nick Rimando handsker og i nettet til dansk sejr.