Fantasi-milliarder på spil i byernes by

Kender du Corentin Tolisso?

Er du ikke seriøs fodboldfan, er svaret givetvis nej, men denne sommer blev han Bayern Münchens dyreste spillerindkøb nogensinde. Med lidt held er han med i startopstillingen, når sydtyskerne i aften møder Paris Saint-Germain på udebane i Champions League, og en af Tolissos opgaver på den defensive midtbane vil være at dæmme op for Neymar. Ham har du til gengæld nok hørt om. Verdens dyreste fodboldspiller, en af denne sommers største historier og emnet for samtaler verden over med følgende indhold: »Så meget kan ingen fodboldspiller da være værd.«

Men hvad end mandagstrænere vil betale for Neymar, er faktum, at Paris Saint-Germain ville give 1,65 milliarder kroner, alt imens Bayern synes, de greb dybt, da de gav 300 millioner for Tolisso. De to rekordkøb illustrerer, hvordan mødet på Parc des Princes i Paris i aften ikke bare er et møde mellem to af turneringens favoritter, men også et møde mellem den europæiske elites to mest forskellige klubber. Bayern er den medlemsejede, veldrevne fodboldforretning med rod i fans og klubkultur, mens Paris Saint-Germain er kulminationen på den tendens, Roman Abramovich anførte i 2003, da han med lommen fuld af oliemilliarder begyndte en ny gylden æra i Chelsea. Men sammenlignet med de penge, Paris har i ryggen fra Qatar, er Abramovich en simpel skoledreng.

Ingen er mere bevidst om forskellen i klubfilosofi og forretningsmetoder end Bayern-direktør Karl-Heinz Rummenigge, som fremhæver forskellene mellem Paris og Bayern ved enhver given lejlighed. Allerede for tre år siden appellerede han til, at UEFA skulle skride ind over for de nyrige opkomlinge, og da Paris i sommer cementerede Neymar-handlen, konstaterede Rummenigge tørt, at Paris havde betalt mere for Neymar, end Bayern har betalt for sit stadion. Og at han, underforstået, godt vidste, hvilken investering der var den smarteste.

De rige opkomlinges indtog i europæisk fodbold

De rige opkomlinge i europæisk fodbold

2003: Roman Abramovich køber Chelsea. Det er ikke første gang, en rigmand kaster et stort beløb i en engelsk klub, eksempelvis skaffede den lokale rigmand Jack Walker et mesterskab til Blackburn i 1995. Men Abramovich- købet er noget nyt af flere grunde. Han er udlænding uden nogen åbenlys tilknytning til den klub, han køber, størrelsen af hans investeringer er hidtil usete, og han udviser åbenlys ligegyldighed over for at tabe penge.

2004:

Dubai-ejede Emirates Airlines køber navnerettighederne til Arsenals nye stadion for ca. 160 millioner dollar.

2008:

Efter en fond i Dubai forgæves har forsøgt at købe Liverpool, lykkedes det for et lignende statsstyret konsortium fra Abu Dhabi at købe Manchester City. Siden har flyselskabet i Abu Dhabi, Etihad, også købt navnerettighederne til Manchester Citys stadion for 640 millioner dollar.

2010:

For første gang i 111 år sælger Barcelona et sponsorat til sin spilletrøje, da en statslig qatarsk fond betaler omkring en milliard kroner for et femårigt trøjesponsorat, der siden blev forlænget. Fra denne sæson er Qatar imidlertid ikke længere involveret i Barcelona, der nu har det japanske e-handelsfirma Rakuten på trøjen.

2011:

Qatar Sport Investments køber Paris Saint-Germain. Snart efter køber klubben Javier Pastore for 350 millioner kroner, dernæst navne som Edinson Cavani, og Zlatan Ibrahimovic, og denne sommer kulminerede Paris’ indkøb så med ankomsten af Neymar og Kylian Mbappé.

I snusfornuftig forstand er det nok rigtigt, men også et udtryk for, at Rummenigge ser på Paris Saint-Germain, som om det var en almindelig fodboldklub og forretning. Men det er det ikke. Paris’ ejere i Qatar er ligeglade med, om klubben giver overskud. Det er ikke det, der er meningen, det er ikke det, der er grunden til, at de har købt sig ind i klubben. Det statslige qatarske investeringsselskab, der ejer PSG, er gået ind i klubben for at fremme billedet af Qatar som en progressiv, dynamisk og moderne stat, ifølge James Montague, der i begyndelsen af september udgav bogen »The Billionaires Club« om fodboldens nye magtelite.

»Styret i Qatar bruger PSG og sine andre europæiske investeringer til at udøve det, som politologer kalder blød magt. Investeringerne giver dem indflydelse langt ind i vestlige regeringer og har med succes ændret omverdenens opfattelse af Qatar,« siger James Montague til Berlingske.

Lod milliarderne rulle

Sommerens køb af Neymar handlede imidlertid om endnu mere end bare blød magt i Europa eller sport. Selvfølgelig ville Paris gerne have en af verdens bedste fodboldspillere, men for at forstå handlen i sit fulde perspektiv skal man have med, at Qatar i juli blev kastet ud i en alvorlig diplomatisk krise, da Saudi Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og fire andre lande afskar alle politiske og økonomiske bånd til Qatar på grund af påståede forbindelser til islamistiske grupper og et nært forhold til Iran. For styret i Qatar handlede købet af Neymar derfor om at demonstrere fortsat politisk og økonomisk pondus.

»De smed alle nødvendige ressourcer efter handlen, da det gik op for dem, at der var en mulighed for at få Neymar. Derved gjorde de det klart, at saudiernes og emiraternes blokade hverken kan stække eller stoppe dem. Qatar gør forretninger uanset hvad. Det viser, hvor vigtigt et instrument fodbold er for den royale familie. I fodboldens verden var det en høj pris, de gav for Neymar, men for styret i Qatar var det ingenting,« siger James Montague.

Neymar-handlen var den mest profilerede i sommer, men en anden handel understreger også dynamikken. Længe så det ud til, at Abu Dhabi-ejede Manchester City ville skrive kontrakt med den brasilianske back, Dani Alves, men i sidste øjeblik blandede Paris sig, tilbød ham en endnu højere løn, og så tog Alves til Paris frem for Manchester, og Qatar vandt et slag i stedfortræderkrigen på det europæiske transfermarked.

Det er, den magtpolitiske konkurrence til trods, i høj grad Abu Dhabis fremgangsmåde i europæisk sport i almindelighed og Manchester City i særdeleshed, som Qatar har kopieret, siden landet i begyndelsen af årtusindet foretog sine milliardinvesteringer i sport. Og på nogle områder er Qatar gået endnu længere – først og fremmest i kraft af værtskabet for VM i fodbold i 2022, som yderst kontroversielt blev tildelt Qatar tilbage i 2010. Hvordan VM endte i Qatar, er en lang og endnu ikke færdigfortalt historie, men det, vi ved, anskueliggør, hvordan Qatars investeringer i sport og store europæiske brands som VW, Barclays og Harrods har bragt landet ind i Europas magtcentrum. Og VM-værtskabet hænger også sammen med PSG.

Blandede præsidenten sig

I november 2010 var den daværende franske præsident, Nicolas Sarkozy, vært for en frokost i Élyséepalæet med deltagelse af Qatars kronprins, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, Michel Platini, der dengang var formand for det europæiske fodboldforbund, samt Paris Saint-Germains daværende amerikanske ejere. Nicolas Sarkozy var og er glødende PSG-fan, og ifølge magasinet France Football blev der indgået en fælles forståelse over frokosten. Sheikh Tamim tilbød at købe Paris Saint-Germain og indfri klubbens betragtelige gæld, hvis Platini i bytte ville stemme for Qatar som VM-vært. Sarkozy lod Platini forstå, at det nok var den bedste løsning. Samtidig ville Qatar også lancere en ny sportskanal, BeIN Sports, der ville købe rettighederne til den franske liga.

Platini har hårdnakket benægtet den udlægning af mødet i Élyséepalæet, men faktum er, at da der ti dage senere skulle stemmes om en VM-vært, stemte Platini på Qatar. Det følgende år købte Qatar Sport Investment Paris Saint-Germain for små 400 millioner kroner, og året efter igen købte BeIN Sports rettighederne til den franske liga for en rekordsum.

VM-værtskabet har imidlertid bragt betydeligt flere PR-problemer, end styret i Qatar formentlig havde ventet, idet det har sat fokus på landets demokratiske underskud og de slaveforhold, som asiatiske gæstearbejdere sveder under, mens de bygger de nye VM-stadioner. Til gengæld har ejerskabet af Paris Saint-Germain været en ubetinget succes, ifølge James Montague, der i 2005 stod i Qatars hovedstad, Doha, og så Maradona og Pelé indvie landets nye trænings- og sportsakademi kaldet Aspire.

»Det var det første skridt i en strategi, der skulle markedsføre Qatar, integrere landet i Vesten og hjælpe den royale familie til at vinde mere international indflydelse, end landets størrelse berettiger til. Mit gæt er, at den har haft mere succes med det, end den selv troede muligt. Såvel Emiraterne som Qatar har gennem deres investeringer været i stand til at give omverdenen en helt ny idé om, hvad de kan, og hvad de står for,« siger James Montague.

I forhold til det globale spil, som Paris Saint-Germain indgår i, kan Bayern Münchens koryfæer anført af ærespræsident Beckenbauer og præsident Rummenigge næsten virke lidt provinsielle. Men i den absolutte europæiske fodboldelite er Bayern München den sympatiske supermagt. Det er klubben, der ikke har mistet forbindelsen til sine rødder og traditioner, hvor ejerne stadig er medlemmerne, og hvor fornuftigt købmandsskab og talentarbejde er garant for Europas sundeste fodboldforretning. Og sådan vil det formentlig forblive, ikke mindst på grund af den tyske 50+1 regel, der sikrer, at klubberne bliver på medlemmernes hænder.

»Det er et system, der er designet til at forhindre, at klubber som Paris Saint-Germain eller Manchester City kan opstå i Tyskland,« siger James Montague.

Hvad med finansiel fair play?

UEFA tør næppe fælde Paris Saint-Germain

I 2011 indførte det europæiske fodboldforbund UEFA et regelsæt om finansiel fairplay, der skulle dæmme op for såkaldt finansiel doping i stil med de investeringer, som statsstyrede fonde fra Abu Dhabi og Qatar har tilført henholdsvis Manchester City og Paris Saint-Germain. Med de store indkøb i Paris denne sommer af Neymar og en lejeaftale af Kylian Mbappé, der næste sommer ender ud i endnu et milliardkøb, burde det være så godt som umuligt for Paris at undgå at blive fældet af UEFAs regler. James Montague, forfatter til den nyudgivne bog »The Billionaires Club«, forventer imidlertid ikke, at UEFA fælder dom over Paris.

»Med den måde, som Paris strukturerede købet af Mbappé med først en låneaftale og så et køb, tværede de det nærmest ud i ansigtet på UEFA, at de ikke kommer til at kunne stille noget op over for dem.

UEFA har lavet et regelsæt, men de er oppe mod folk med så dybe lommer, dygtige advokater og vidt forgrenede økonomiske netværk, at de næppe kan gøre noget. Forsøger de alligevel, risikerer de, at det får store økonomiske konsekvenser for UEFA selv,« siger James Montague til Berlingske.

Alle, der har været i Allianz Arena i udkanten af München, vil dog bevidne, at det er knap så romantisk end som så. Efter en tur rundt i det pseudo-religiøse Erlebniswelt (Franz Beckenbauer er naturligvis Gud) bliver man lukket ind i Bayerns mega-store, hvor man kan købe alt fra Bayern-sutter til Bayern-julekugler. Det her er ikke en klub som St. Pauli eller Frem, det er en multinational virksomhed hjulpet på vej af en milliardomsætning og partnere som Audi, Adidas og Allianz.

»Tyskere uden for München griner dig op i ansigtet, hvis du prøver at sælge dem ideen om Bayern som en sympatisk fodboldstormagt, og Bayern har da også været lige så skyldige i at kommercialisere klubben som alle andre. Men tilbage står stadig, at den er tvunget til at agere inden for de tyske rammer, og derfor er 75 procent af klubben stadig ejet af medlemmerne, og billetterne er forholdsvis billige. På den måde står Bayern alene tilbage i Europas elite som et symbol og forbindelse til en svunden tid,« siger James Montague.

Spillerne blander sig

Derfor er det også let at nikke skinhelligt, når Rummenigge kritiserer opkomlingene fra Paris og Manchester, men som formanden for det franske fodboldfund har bemærket, er der også et element af hykleri i kritikken. For i kraft af TV-penge og den generelle kommercialisering af sporten har klubber som Bayern, Barcelona, Real Madrid og Manchester United skabt sig så solid en økonomisk base, at de har et magtmonopol, som kun kan brydes, når klubber som PSG og City kommer med arabiske ’fantasillioner’ i ryggen. Alligevel mener James Montague, at der er en moralsk forskel, ikke bare mellem Bayern og Paris, men også mellem Paris og Real Madrid, Barcelona og engelske klubber som Arsenal og Manchester United, der ejes af amerikanske rigmænd.

»Man må nødvendigvis gøre sig nogle overvejelser om, hvor pengene kommer fra, uanset om det er Stan Kroenke i Arsenal, Qatar Sport Investments i Paris eller Sheikh Mansour i Manchester City. I realiteten er det staten Qatar, der ejer Paris, og Abu Dhabi, der ejer Manchester City. Og de to staters problemer med gæstearbejderes vilkår og menneskerettigheder i det hele taget er veldokumenterede,« siger James Montague.

Den slags overvejelser er – helt som de kongelige i Qatar håber – langt fra bevidstheden hos køberne af de 1,2 millioner Neymar-trøjer, der er blevet solgt, siden han kom til Paris. Men trods økonomisk magt og sportslig succes er der indimellem mislyde i både Paris og München. Senest har Bayerns stjerneangriber, Robert Lewandowski, offentligt beklaget sig over, at Bayern ikke bruger penge på samme måde som Paris, hvor nytilkomne Neymar til gengæld er kommet i krig med den etablerede stjerne, Edinson Cavani, om, hvem der skal sparke straffespark. Og begge klubber har reageret på en måde, der passer perfekt til deres respektive DNA. Karl-Heinz Rummenigge har venligt, men bestemt givet Lewandowski besked på at arbejde noget hårdere, klappe i og spille fodbold. I Paris har man endnu ikke løst tvisten, men har angiveligt forsøgt sig med at tilbyde Cavani en million euro for at afgive straffesparkene til Neymar. Cavani skulle have sagt nej til tilbuddet, men hvis der er noget, Qatars indtog i europæisk fodbold har lært os, er det, at alle har en pris.

Fantasi-milliarder på spil i byernes by

Navigation

Sektioner