Det er ikke småting, man kan finde, hvis man graver lidt i sandet, når man er på stranden. Det har de erfaret hos Københavns Sandskulptur Festival.
- Mens vi gik og ryddede op så vi pludselig noget, der glimtede i sandet. Det sker af og til og kan være mange ting. Men vi blev noget overrasket, da det viste sig at være en vielsesring, fortæller Inger Færch til bt.dk. Hun er en af arrangørerne af bag festivalen, der i disse dage kan opleves på Ofelia Beach ved Det Kongelige Teaters Skuespilhus på Kvæsthusmolen i København.
Men som om det ikke var nok med én ring. En uge senere fandt de lokale 'guldgravere' endnu en. Det fik Inge Færch til at kaste sig ud i en decideret eftersøgning af de to ringes ejermænd.
- Jeg synes, at det er enormt synd for dem, der har mistet deres ring. Jeg kan let forstille mig hvilket drama, det har skabt derhjemme, når manden er kommet hjem uden sin vielsesring, så jeg besluttede mig for, at jeg ville prøvet at finde ejerne, siger hun.
Men på trods af en ihærdig indsats, er de to ringe stadig i Inge Færchs varetægt.
- Jeg lagde først en eftersøgning ud på festivalens facebookside. Da det ikke gav resultat, ringede jeg til Kirkeministeriet for at høre, om de kunne se, hvem der var gift de respektive datoer. Det kunne de godt, men de ville ikke fortælle mig det. Det forstår jeg godt, så jeg spurgte, om de ikke kunne sende et brev til dem om, at vi havde fundet vielsesringene. Men det ville de ikke, så nu håber jeg, at vi gennem bt.dk kan finde ejermændene, for ringene skal altså hjem til de rette ejere, siger hun.
De to ringe bærer inskriptionerne 'Thea' og 'Sonja' efterfulgt af en dato. Den ene ring er fra 2006. Den anden fra 2011. Hvis du mener, at det er din ring – eller du mener at kende ejermanden - så kan du skrive til Inge Færch på info@cphsand.com.