Han har været i Tivoligarden hele sit liv.

Først selv som garder og siden gennem 40 som chef for havens mange blæsere og trommeslagere. Men uden varsel er Sven Hansen Heidelberg tvunget til at tage afsked med sit livsværk. Helt ud af det blå blev han mandag i denne uge præsenteret for en fyreseddel med øjeblikkelig virkning mindre end to år, før han kunne gå på pension. Et uværdigt og respektløst farvel, mener familien, som gennem mere end fire årtier har delt Sven Hansen Heidelberg med generationer af små gardere.

- Det strider mod hele den korpsånd, som Tivoli-Garden har stået for. Tradition, ære, disciplin og kammeratskab er værdier, som min far har værnet om gennem hele sit liv, og som jeg også selv som garder har været en del af. Derfor er det beskæmmende, at min far bliver opsagt på den her måde, siger sønnen Jakob Heidelberg til BT.

Ifølge Jakob Heidelberg kom fyringen som et lyn fra en klar himmel, og der var hverken empati, ansvar eller omsorg involveret. Han var selv til stede ved mødet.

- Min far troede i starten af denne måned, han skulle ind til et møde for at tale om fremtiden for Tivoli-Garden. I stedet blev han præsenteret for en fyreseddel, uden almindelig medmenneskelig behandling eller forelæggelse af alternative muligheder. Oven i købet blev han bedt om at skrive under på, at fratrædelsen foregik i enighed, hvilket overhovedet ikke var tilfældet, fortæller Jakob Heidelberg om situationen. 

Sven Heidelberg var nemlig på ingen måde klar til at give slip på sit livsværk. Tværtimod havde han set frem til at lede Tivoli-Garden, frem til han kunne give korpset videre til en ny ildsjæl, når han om få år skulle gå på pension.  

Ifølge Tivolis øverste musikchef, Henrik Engelbrecht, skyldes fyringen, at Tivoligarden de kommende år skal gennemgå store forandringer. Derfor har man ment, at der skulle nye kræfter til. Den begrundelse finder Jakob Heidelberg usaglig.

- Det virker på mig, som forandring for forandringens skyld. Jeg har selv to drenge i garden, og man skal også huske på, at det er børn, der er tale om. De har brug for en vis kontinuitet. Men Sven var indstillet på at lytte til både ledelsen, bestyrelsen og direktionen. Han har ført garden gennem utallige forandringer før, og kunne uden tvivl gøre det igen, siger han.

Fyringen kommer ovenpå et halvt år med interne stridigheder omkring en musikalsk leder i Tivoli-Garden. Et opslidende forløb som endte med en fyring af lederen. Men den episode var ifølge Jakob Heidelberg afsluttet. Derfor er han rystet over Tivolis behandling af faderen.

- Jeg har måttet dele min far med generation efter generation af gardere og prinsesser gennem tiden. Det har været en stor ære for mig. Derfor er det også meget trist at se, hvordan min far bliver behandlet nu, siger han.