De falske nyheder, der måske var med til at afgøre det amerikanske præsidentvalg og definere verdens nærmeste fremtid, er ikke så meget falske nyheder, som de er ægte identitetsmarkeringer. De historier, vi deler, handler først og fremmest om at markere, hvem vi er i det store Facebook-søle, hvor vi er reduceret til det, vi mener.

Det er derfor, aviserne også er fyldt med skingre debatindlæg, råbende rubrikker, ekstreme holdninger og unuancerede godhedshistorier. Det er den let aflæselige sammenfatning i de stadigt længere rubrikker, der understøtter fremstillingen af os selv.

I Washington Post fortæller en tidligere arbejdsløs Obama-vælger, der nu ernærer sig ved falske nyheder, at læserne vil have had og aggression og lov at skrive »ned med globalisterne« for at vise, hvor patriotiske de er. Det svarer til den måde, andre viser sig selv ved at dele historier om blandede ægteskaber og hvide mænds overgreb.

Måske er det den yderste konsekvens af det konsekvensløse samfund, hvor vi alle sammen har mistet grebet om virkeligheden. Køn bliver regnet for sociale konstruktioner, fremtidsangst for racisme, psykisk og social nedtur for nasseri, julehygge for CO2-svineri, Facebook-likes for eksistens, og skiftende regeringspolitikere på begge fløje stemmer jævnligt modsat den over- bevisning, de ellers er bundet af.

Der er ingen konsekvens, alt er til salg, og virkeligheden er, hvad man gør den til. Anders Fogh Rasmussens regering slap uskadt fra en Cavling-belønnet afsløring af mis-information. Der var ikke masseødelæggelsesvåben i Irak. USAs globale aflytningsnetværk Echelon, som meningseliten overbærende afviste som en konspirationsteori, eksisterede.

Friværdierne var oppustede, og den eneste af verdens milliardærer, der for alvor gik på røven, da verden gik konkurs, var Finn Nørbygaard. I stedet var det vigtigst for politikerne at redde det system, der fik det til at ramle, for at holde sammen på verden med den uforudsete konsekvens, at folkets tillid til magthaverne forsvandt.

For i et samfund, hvor menigmand ikke bare skal bære konsekvensen af egne handlinger, men også betale bonussen til dem, der er skyld i ens ulykke, er der ganske enkelt ikke længere noget, der gælder. Der findes ikke længere en virkelighed skabt af fælles moralske søjler, der bliver understøttet af en tydelig sammenhæng mellem årsag og konsekvens.

Er der nogen, der tror, at Cristiano Ronaldo bliver ramt af en lige så hård konsekvens af afsløringerne af, at han gemmer en formue i skattely, som en enlig mor, der afleverer biblioteksbøgerne to dage for sent?

Historier med sporadisk konsekvens bekræfter uligheden, og derfor er falske nyheder ikke falske nyheder, men lige så ægte identitetsmarkeringer som ægte nyheder. Historier om Trump, Hillary, DF, flygtninge, grænseløs kærlighed og friblødning handler mest om at markere, hvem man er i det store Facebook-søle, hvor vi kun er, hvad vi mener.