Det skybrud der ramte Aarhus og Østjylland tidligere på dagen, har i den grad givet Falck sved på panden
- Vi har haft rigtig travlt. Det har især været oversvømmede kældre, der har krævet vores opmærksomhed. Jeg vil tro, at vi har haft 112 udkørsler til oversvømmede kældre siden i formiddag, fortæller Thomas Dietz, der er driftschef i Falck i Region Midtjylland.
Den store vandmængde er virkelig kommet bag på alt og alle.
- Jeg har været i Falck i en del år efterhånden, og jeg kan ikke mindes, at jeg har set noget lignende, siger han og fortæller, at især Aarhus er hårdt ramt.
- Der er stadig huse vi kan komme ind til, fordi vandet står for højt, og vi ganske enkelt ikke kan køre derind, siger han:
- Flere steder har vi set biler, der har været helt dækket af vand, så vi har haft travlt. Vi har da også kaldt ekstra mandskab ind, ligesom vi har fået hjælp af vores naboregioner, siger han.
Billedserie:
Driftschefen fortæller dog, at de så småt er ved at have styr på første del af arbejdet.
- Men så kommer anden fase, hvor vi rykker ud med affugtere og lignende. Det er klart, at det kommer til at tage noget tid, inden det er ordnet, siger han.
DMI udsendte tidligere på dagen skybrudsvarsel for både Fyn og Sjælland.