Regeringen har onsdag fremlagt sit udspil til en reform af beskæftigelsesindsatsen. Her er nogle af de ændringer, som regeringen lægger op til i udspillet:
Arbejdsløse skal have en individuel, meningsfuld og effektiv indsats. Indsatsen skal være individuel frem for standardiseret. Den skal tage udgangspunkt i, at langt de fleste arbejdsløse finder job på egen hånd. At andre først og fremmest har brug for hjælp og vejledning til at komme i gang med at søge job. Og at der også er en gruppe arbejdsløse, der har behov for at tilegne sig grundlæggende kompetencer gennem reel opkvalificering og jobrettet uddannelse.
Arbejdsløse skal mødes med tillid. Fokus på resultater frem for regler og kontrol. Hverken den arbejdsløses tid, medarbejdernes ressourcer eller midlerne til beskæftigelsesindsatsen skal bruges på bureaukrati, meningsløs kontrol og aktivering, der ikke hjælper arbejdsløse tættere på arbejdsmarkedet. Samtidig skal et effektivt beskæftigelsessystem sikre et godt samspil med virksomhederne, som understøtter virksomhedernes rekrutteringsbehov.
Der er brug for at genindføre ret og pligt i beskæftigelsesindsatsen. Det handler om balancen mellem på den ene side retten til at modtage dagpenge og på den anden side pligten til at stå til rådighed. Varig beskæftigelse skal være målet.
Mål for regeringens udspil til en reform af beskæftigelsesindsatsen:
- Arbejdsløse opnår hurtigst muligt varig beskæftigelse.
- Arbejdsløse får en individuel, jobrettet og effektiv indsats og et reelt uddannelsesløft, hvis de har behov for det.
- Virksomhederne får hjælp til rekruttering af den arbejdskraft, de har brug for.
- Regler og bureaukrati fjernes. Fokus skal være på resultater og mål i stedet for processer.
Kilde: Beskæftigelsesministeriet.