Forslaget til en ny offentlighedslov er resultatet af den politiske aftale, som regeringen indgik med Venstre og de Konservative i efteråret 2012 på baggrund af anbefalinger fra Offentlighedskommissionen.

Lovforslaget er blevet stærkt kritiseret for paragrafferne 24 og 27, der er såkaldte »undtagelsesparagraffer«.

Paragraf 24 giver mulighed for at undtage interne dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem myndigheder i forbindelse med ministerbetjening, for aktindsigt. Det vil sige, at i de tilfælde, hvor »der er en konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand«, kan man undlade at give aktindsigt til offentligheden.

Paragraf 27 giver blandt andet mulighed for at undtage dokumenter, der udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer »i forbindelse med sager om lovgivning eller anden tilsvarende politisk proces« (stk. 2), fra aktindsigt.

Ifølge Justitsministeriet udbygger lovforslaget »en lang række punkter den gældende offentlighedslovs grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning«.

Blandt andet kommer loven til at gælde for selskaber, hvor det offentlige har en betydelig ejerandel, samt for Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.

Derudover vil offentligheden fremover også kunne få aktindsigt i såkaldte bødeforelæg, som selskaber for eksempel har fået af Arbejdstilsynet, fødevare- og miljømyndighederne.

Den nye offentlighedslov er netop blevet vedtaget i Folketinget med 99 stemmer for og 42 stemmer imod.

Kilde: Justitsministeriet