1,5 procentpoint er, hvad der skiller offentlige lønmodtagere og arbejdsgivere i de nuværende overenskomst-forhandlinger. Det lyder umiddelbart ikke så voldsomt, men det er tilsyneladende nok til, at de stridende parter allerede har taget boksehandskerne på og har gjort sig klar til den første runde i bokseringen.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om 1,5 procentpoint lavere lønstigning over de næste tre år er værd at strejke over og ditto for arbejdsgivernes varslede lockout. Hvad jeg derimod undrer mig over, er lønmodtagernes manglende opbakning til skattelettelser set i forhold til, hvor meget de trods alt kerer sig om deres indkomstforhold.

Ja, nu skal vi tale skattelettelser igen, for en ekstra krone i pædagogens, lærerens og sygeplejerskens lomme er en ekstra krone, ligegyldigt om den kommer fra en skattelettelse eller en lønstigning.

På den mest mærkværdige måde har arbejderbevægelsen desværre fået held med at sætte velfærd og skattelettelser over for hinanden som diametrale modsætninger. Det er paradoksalt, fordi de igangværende overenskomstforhandlinger ikke drejer sig om at få mere velfærd (læs: flere offentligt ansatte). Forhandlingerne handler om at give de nuværende offentligt ansatte et større økonomisk råderum, så Hr. og Fru offentligt ansat kan få flere penge at leve for, hvilket er helt forståeligt.

Det er ikke ambitionen, jeg anfægter, men derimod det iboende hykleri i ambitionen. For de offentligt ansattes talerør, fagbevægelsen, slår kun på tromme for større økonomisk råderum, så længe de også kan beslutte, hvor pengene skal komme fra.

Jeg husker ikke at have set fagbevægelsen bakke op om flere penge til sine medlemmer via skattelettelser, tværtimod husker jeg, at LOs formand, Lizette Risgaard, for nogle måneder siden kritiserede statsministerens nytårstale, hvor ønsket om skattelettelser blev adresseret.

»Kort sagt har vi brug for investeringer i velfærd – ikke skattelettelser,« meddelte Risgaard i januar. Hvorvidt »velfærd« på LO’sk betyder topskattefinansieret lønstigninger, skal jeg ikke kunne sige, for jeg taler ikke sproget, men hvor er det ærgerligt, at fagbevægelsens medlemmer får deres interesser forvaltet så inkonsistent.

Kravet om at bestemme, hvor pengene skal komme fra, svarer til, at jeg beder min mand om at købe mig en gave, men kun vil modtage gaven, hvis han optager et quick-lån for at betale den. Offentligt ansatte bør minde deres fagforeninger om, at skattelettelser også giver dem et større økonomisk råderum, og at det derfor er ligeså – hvis ikke mere – vigtigt at kæmpe for skattelettelser som for lønstigninger.

Måske 1,5 procentpoint kommer til at lamme det offentlige Danmark for en tid, måske de stridende parter får lagt boksehandskerne og finder et kompromis, men ligegyldigt hvad resultatet bliver, er det det store fede statsapparat, som har vundet. Vi fodrer hunden med dens egen hale, så længe vi diskuterer, hvor stor og hvor dyr, den offentlige sektor skal være.