Der er fortsat færre og færre, der pendler mellem Danmark og Sverige, og derfor må selskabet bag Øresundsbroen efter det første halvår af 20112 igen konstatere, at den samlede trafik er faldet.
Trafikken faldet med 3,3 procent, hvilket blandt andet kommer til udtryk i antallet af biler, varebiler og motorcyklister, som krydser broen mellem nabolandene.Mens der i det første halvår af 2011 var små 17.500 af slagsen, er antallet i år faldet til 16.680 i samme periode.Antallet af togpassagerer er ligeledes faldet med 3,3 procent til 4,1 millioner.
Men til trods for færre brokrydsende gæster kan Øresundsbroens alligevel præsentere et samlet overskud på 98 millioner kroner, hvilket er en forbedring af overskuddet på 21 millioner.
Det skyldes primært, at den såkaldte fritidstrafik med BroPas er steget med to procent, så der nu er 260.000 trafikanter, der er tilmeldt ordningen. Samtidig er lastbiltrafikken atter steget, så man nu sidder på halvdelen af markedet for lastbiler over Øresund.
Da pendlerne i gennemsnit er dem, der betaler mindst for en overfart, mens fritidstrafikanterne betaler mere, er det med til at bidrage til den samlede fortjeneste.
Især de mange BroPas-kunder, såkaldte aftalekunder, er positivt, når man ser fremad.
- Det er tilfredsstillende, at vi fortsætter med at forbedre resultatet trods den økonomiske usikkerhed i vores omverden. Desuden giver vores mange aftalekunder os et godt udgangspunkt, når konjunkturerne vender, oplyser Øresundsbrons administrerende direktør, Caroline Ullman-Hammer, i pressemeddelelsen.
I forbindelse med halvårsregnskabet oplyser selskabet desuden, at både lavere driftsomkostninger og lavere renteomkostninger er med til at give sorte tal på bundlinjen.
Driftsomkostningerne er reduceret med seks millioner kroner til 145 millioner, mens renteomkostninger på grund af det lave renteniveau i Europa er faldet med syv millioner.