Dansk turisme og tilknyttede brancher rammes hårdt, hvis danskerne pludselig skal vinke farvel til én eller to helligdage om året. Især restauranter, forlystelsesparker, hoteller, udlejere af sommerhuse, badelande, butikker i ferieområder og mange andre risikerer at miste både omsætning og job i den helt store stil, hvis eksempelvis Store bededag og Kristi himmelfartsdag afskaffes som helligdag.

»Det vil skade dansk turisme,« siger Carlos Villaro Lassen fra Feriehusudlejernes Brancheforening.

Netop i de uger, hvor der er én eller flere helligdage, udlejes der nemlig særligt mange feriehuse og sælges ekstra meget mad, is, drikke og meget andet ude i sommerlandet.

»Derfor holder mange butikker og andre åbent på disse tidspunkter, fordi de ved, at der er kunder og efterspørgsel. Afskaffes de vigtige helligdage, så ødelægges hele modtagerapparatet ude i sommerlandet, sådan at der også kommer færre tyskere, svenskere og nordmænd til Danmark. Så færre helligdage er den værst tænkelige måde at øge arbejdstiden på,« siger Carlos Villaro Lassen.

Hellere arbejde længere fredag eftermiddag

Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark frygter også, at færre vil lægge vejen forbi Fårup Sommerland, Lalandia eller tilsvarende steder, hvis danskernes populære helligdage især i løbet af foråret forvandles til almindelige arbejdsdage.

»Det vil gøre sæsonen mindre, og det er netop på de tidspunkter af året, hvor folk har mere fri end i bare én weekend, at de planlægger besøg i forlystelsesparker eller tager på udflugt med familien. Så er det bedre at bede danskerne arbejde lidt længere fredag eftermiddag,« siger formand Søren Kragelund.

Samme opfattelse har direktør Henrik Hørmark fra Legoland.

»Det vil være uheldigt for os,« siger han.

De danske forlystelsesparker omsætter for 2,5 milliarder kroner årligt og beskæftiger tæt ved 5.000 personer.

Poul Fejer Christensen fra Campingrådet, som organiserer 465 danske campingpladser, ser det også som en trist udvikling.

»Der kommer rigtig mange gæster på de danske campingpladser netop i de uger, hvor der er ekstra helligdage. Så det skader os, hvis arbejdstiden skal øges ved at afvikle helligdage. Så er det bedre at lade danskerne selv give afkald på en frivillig feriedag efter eget valg,« siger han.

Jens Zimmer Christensen, der er formand for Horesta, der har 2.200 hoteller og restauranter som medlemmer, er dog ikke specielt bekymret.

»Det vil ramme nogle, men efter nogen tid vil de fleste indrette sig efter det. Der er også andre, som vil få en fordel ud af det, eftersom meget af erhvervslivets møde- og kursusvirksomhed ligger stille, når der er helligdage i nærheden. Der er måske også en del danskere, som bliver i Danmark i stedet for at tage til udlandet, hvis de kun har fri ganske få dage,« siger han.

Hos Tivoli siger presseansvarlig Torben Plank, at færre helligdage vil påvirke dem, men at de endnu ikke har taget stilling til, hvordan de skal forholde sig til udspillet.

Danskerne kan også lokkes til at arbejde ekstra helt frivilligt, mener cheføkonom Mads Lundby Hansen fra CEPOS.

»Det kan ske ganske simpelt ved at gøre det mere attraktivt at påtage sig overarbejde, afspadsere mindre og arbejde flere timer. Det kan ske ved at sænke den øverste marginalskat. Det vil øge arbejdsindsatsen og give mange milliarder kroner ekstra i statskassen om året,« siger han.