Færgen fra Svendborg til Ærø er mandag morgen blevet tvunget til at vende om, efter den sejlede ind i en beskyttelsespylon ved Svendborgsundbroen i den tætte morgentåge.

Direktør for Ærøfærgerne A/S Keld Møller bekræfter, der er sket et uheld ved broen, men han håber og tror, færgen snart kan sejle igen.

»Det er korrekt, at færgen sejlede ind i nogle betonklodser, der fungerer som en slags afviserværn ved broen. Men en direkte påsejling af broen er der ikke tale om. Færgen har fået nogle buler på visiret. Jeg ved ikke hvor mange buler, men vi kunne hurtigt konstatere, at færgen ikke tog vand ind, så jeg håber, vi kan sejle igen og ikke så længe,« siger Keld Møller til Berlingske Nyhedsbureau.

Færgen er nu vendt retur til Svendborg Havn, hvor den skal undersøges nærmere.

»Pakningen skal undersøges, og så skal vi have kigget på, hvor mange buler færgen reelt har fået. Derudover skal vi have oplyst Søværnets Operative Kommando, Søfartsstyrelsen og politiet om hændelsen. Men der er mest tale om logistiske problemer, så vidt jeg er orienteret,« siger Keld Møller.

Fyns Politi har efter færgeuheldet valgt at lukke Svendborgsundbroen, indtil det er afklaret, »om der er skader, som gør overkørsel risikabel«, skriver politiet på Twitter.

Uheldet skete i tæt tåge omkring klokken 7.25