Fængslet for trusler mod SAS-fly
Mand fængslet for at true med at slå besætning ihjel og spænge flyet i stykker
Mand fængslet for at true med at slå besætning ihjel og spænge flyet i stykker
Opdateret: En 29-årig mand er blevet varetægtsfængslet for at true flykaptajn med at slå hans besætning ihjel og sprænge flyet i stykker under tur fra Tokyo til København.
Truslerne kom ifølge sigtelsen mod den 29-årige på et SAS-fly, der i går var på vej til Københavns Lufthavn.
Her truede manden, der er estisk statsborger, angiveligt med at lave en bombe og sprænge flyet i luften.
Det skete i et brev til flyets kaptajn, hvori der bl.a. stod "eksplotion bomb" og "I kill your cabin crew."
Den 29-årige er netop blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Københavns Byret, hvor han nægtede sig skyldig.
Han forklarede, at han var blevet afvist i Tokyo pga. manglende visum og derfor sendt retur til Tallin via København.
Under rejsen, forklarede esteren i retten, blev han nervøs, da han har et indrejseforbud i Danmark, hvor han i 2009 blev dømt for databedrageri.
Derfor ville han tale med kaptajnen og skrev et brev, bedyrede han.
Ifølge en stewardesse, hvis forklaring blev læst op i Københavns Byret, ville den 29-årige tale med kaptajnen fire-fem timer efter take off. Et krav, der ifølge stewardessen blev afvist.
Esteren gentog derefter kravet og blev angiveligt så ophidset, at han sagde, at hvis han ikke fik fat i kaptajnen inden 10 minutter, så ville han bringe en bombe til eksplosion.
Ifølge stewardessens forklaring varede forløben fire timer, og esteren virkede usammenhængende, muligvis spirituspåvirket. Først da to brede mandlige passagerer tilbød deres assistance, faldt den 29-årige ned.
Derpå skrev han et brev til kaptajnen.