Presset for at finde en fælles europæisk løsning på den voldsomme strøm af migranter og flygtninge stiger dag for dag.
Det sker i takt med, at der kommer langt flere end forudset – 800.000 ventes til Tyskland i år. Og i takt med at det bliver stadig mere åbenlyst, at landene ikke med deres egne nationale midler – hegn, militær, adgang til midlertidig passage, lov om ikke at hjælpe migranter og så videre – kan bremse strømmen.
Det er i dag helt vilkårligt, hvem der slipper igennem. Det nuværende asylsystem i EU er reelt brudt sammen, og behandlingen af asylansøgerne er uværdig. Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm sammenligner situationen med »et ragnarok.«
Den stærke tyske kansler, Angela Merkel, har sat flytningestrømmen øverst på EUs dagsorden som en hastesag og sagde efter sit møde mandag med den franske præsident, Francois Hollande, at Europas udfordringer med den tiltagende, globale flygtningestrøm kun kan løses gennem fælles europæiske regler.
Og den løsning, som ligger lige for, er EU-Kommissionens forslag om en mere solidarisk fordeling af asylansøgerne – såkaldte kvoter – kombineret med en mere håndfast bevogtning og overvågning af EUs ydre grænser, hurtigere og ensartede regler for hjemsendelse og enighed om sikre lande og massiv hjælp til de områder, hvor flygtningene kommer fra.
Det er nogle af de vigtigste elementer i planen. Men den har der indtil videre ikke kunnet skabes enighed om. Især kvoterne møder modstand, hvilket de har gjort i mindst tre årtier. De lande i Østeuropa og Baltikum, som i dag sammen med Spanien og Portugal forholdsmæssigt ikke modtager ret mange asylansøgere, vil ikke være med.
En ting er sikkert. Skulle Tyskland, Frankrig, Sverige og andre få held med at presse en kvoteordning og en fælles asyl- og indvandrerpolitik igennem, så står Danmark udenfor, uanset om det bliver et ja eller et nej ved den folkeafstemning om ændring af retsforbeholdet, der er planlagt til den 3. december. Det har ja-partierne i Folketinget garanteret. Spørgsmålet er så, hvad det vil betyde for Danmark at stå uden for en europæisk ordning.
Umiddelbart er der to modsatrettede effekter for Danmark, når det drejer sig om antallet, der kommer hertil for at søge asyl. Den ene er, at skærpet grænsekontrol med videre ved EUs ydre grænser vil have en effekt, og at flygtninge og migranter må formodes at blive registreret og få taget fingeraftryk langt mere systematisk end i dag, hvor de sydeuropæiske modtagerlande ikke har nogen interesse i det og i vid udstrækning lader migranter og flygtninge rejse videre nordpå. Det vil betyde, at færre når til Danmark, inden de bliver omfattet af et nyt asyl- og kvotesystem.
En anden effekt trækker dog i den modsatte retning. Når asylansøgere ved at blive registreret i Tyskland og andre lande, med en kommende kvotefordeling risikerer at havne i lande som Bulgarien eller Rumænien, vil flere formentlig søge mod lande som Danmark, som ikke er omfattet af en ny fordelingsnøgle. Skulle det utænkelige ske, at Danmark kom med i en fælles flygtningepolitik, har flere eksperter forudset, at det ligefrem kan betyde færre flygtninge til Danmark, fordi vi i dag modtager mange i forhold til vores størrelse.
Det regnestykke kommer dog helt an på, hvordan en fordelingsnøgle strikkes sammen, og hvilke kriterier der indgår. Ud over befolkningens størrelse vil parametre som økonomi, arbejdsløshed og andet få betydning.
Om de europæiske lande kan enes om en effektiv indsats mod de største migrations- og flygtningestrømme siden Anden Verdenskrig, er fortsat tvivlsomt. Men virkeligheden presser sig på, og måske er der ved at være skred i det.
Store fremskridt for internationalt samarbejde og afgivelse af national suverænitet er historisk altid sket i kølvandet på kriser og store begivenheder. Efter Anden Verdenskrig fik vi NATO og forløberen for EU, efter Murens fald den fælles mønt og fælles udenrigspolitik i EU. Efter den 11. september fik vi terrorpakkerne og den fælles koordinering af efterretninger og andet. Efter finanskrisen fik vi bankunionen og den tætte kontrol og sanktionering af landenes finanspolitik. Er asylstrømmen en ny brændende platform?