Hvis der er en bil i Fords modelprogram, vi ikke havde set i en ST-version, så er det Edge. Den store (og tunge) amerikaner-SUV ligger så langt fra de adrætte Fiesta ST og Focus ST, som man kan komme.

Men sammen med et meget passende facelift kommer nu Edge ST. Det selvmodsigende projekt med en stor og tung SUV som “GTI” giver mening, når man begynder at kigge på, hvad der sker på alverdens bilmarkeder: SUV’er med muskuløse motorer dukker op hos flere og flere mærker, for de er efterspurgte, og producenterne kan tjene gode penge på dem.
Edge ST har en specialtunet version af den 2,7-liters EcoBoost V6 med biturbo, som amerikanske kunder allerede kender fra Edge som topmotorisering. Den er pumpet til 340 hk, og den er koblet til en 8-trins automatgearkasse, som introduceres i Edge med faceliftet.