Drukbilleder fra julefrokosten eller private feriebilleder med kæresten. Mange Facebook-brugere er garanteret glade for, at privatindstillingerne på det sociale netværk meget let forhindrer chefen eller andre tilfældige nysgerrige brugere i at få adgang til de meget private ting, som de fleste har liggende på deres lukkede profil.

Men en alvorlig sikkerhedsbrist har i løbet af de seneste dage gjort det muligt at få adgang til private billeder på lukkede profiler, skriver CNN.

Ved at klikke på en tilfældig brugers profilbillede og rapportere det som upassende, gav pludselig adgang til en lang række andre billeder fra personens private albums, i det Facebook spurgte, om der også var upassende indhold i disse billeder.

Et par vakse journalister fra tech-siden ZDNet nåede at trække private billeder ud af Facebook-stifteren Mark Zuckerbergs private albums. Blandt andet et billede hvor netværksmilliardæren poserer sammen med USAs præseident Barack Obama.

Sikkerhedshul blev hurtigt lukket

Det er usikkert, hvor lang tid nysgerrige brugere via denne digitale kattelem har haft adgang til private billeder. Men Facebook har i en udtalelse forsikret, at de nu har lukket for det digitale kighul.

- Fejlen var resultatet af en af vores seneste kode-opdateringer og var kun tilgængeligt i en kort periode. Da den blev opdaget, deaktiverede vi med det samme systemet (hvor man kan anmelde folks billeder red.) og vil første vende tilbage med funktionen, når vi har bekræftet, at fejlen er fjernet, skriver Facebook.

For at komme problemet med sikkerhedshuller til livs, indførte Facebook for nyligt et bonusprogram, der belønner hackere og andre interesserede, hvis de finder fejl og rapporterer dem til Facebook.