Netflix gør det. Amazon gør det. HBO gør det. Viaplay gør det. YouTube gør det. Apple er i gang med at gøre det. Nu gør Facebook det også - skaber egne TV-produktioner, som skal holde ekstra på brugerne.
Det børsnoterede, sociale netværk, som har 1,28 milliarder daglige brugere, er i forhandlinger med studierne i den amerikanske filmby Hollywood om at få produceret TV-shows, som udelukkende skal kunne ses på Facebook. Starten er programsat til sidst på sommeren, skriver den amerikanske finansavis Wall Street Journal med henvisning til kilder.
Op til tre millioner dollars pr. episode
Målgruppen er de 13-34-årige med særlig vægt på aldersgruppen mellem 17 og 30 år, som i stigende omfang dropper den traditionelle TV-sening og ser indhold over netforbindelsen. De er samtidig de kommende digitale storforbrugere, hvis penge Facebook gerne vil have del i.
Facebook skal ifølge avisen være rede til at betale op til tre millioner dollars pr. episode i produktionsomkostninger. Det er i den absolut høje ende af prisskalaen, men Facebook er også interesseret i mindre produktioner, herunder små ti-minuttersprogrammer, som menes at kunne indbringe mellem 5.000 og 20.000 dollars (op til 132.000 kroner) i annonceindtægter pr. episode. De større produktioner vil være på op til 30 minutter.
Facebook har fortalt sine mulige samarbejdspartnere, at man ikke ønsker produktioner om børn og teenagere, ej heller politiske dramaer, nyheder og shows med nøgenhed eller groft sprog.
Kampen om det nye TV-marked
TV-satsningen er et led i kampen om at holde på brugerne og sikre, at de tilbringer mest mulig tid på Facebook, som lever af at sælge særdeles målrettede annoncer, som vises for brugerne på baggrund af de enorme mængder af personlige oplysninger, som Facebook har om den enkelte. Samtidig er TV-markedet for annoncer en stor indtægtskilde, som Facebook gerne vil have sin del af.
Netflix, som er verdens største streamingtjeneste, har ligesom bl.a. HBO og Amazon i en årrække spyttet store beløb i egne produktioner af serier, som kun kan ses på præcis deres egen tjeneste. Der er tale om store satsninger, som er blevet tilsvarende store succeser - hos Netflix er det f.eks. »House of Cards«, hos HBO »Game of Thrones«. For nylig meldte også iPhone- og iPad-producenten Apple sig på banen for også at blive stor på TV-området, hvor Apple allerede har en god markedsandel gennem sin Apple-TV-boks.
Facebook ønsker ikke at kommentere de konkrete oplysninger over for Wall Street Journal. Nick Grudin, som er direktør for Facebooks mediepartnerskaber, bekræfter dog, at Facebook »støtter en lille gruppe af partnere og skabere, som eksperimenterer med shows, som man kan bygge et fællesskab op om«.
Facebook omsatte i januar-marts for 8,03 milliarder dollars og havde et overskud på 3,06 milliarder dollars - eller 20,3 milliarder kroner.
