Facebook rutsjer fortsat stejlt nedad på aktiemarkedet.
For fjerde dag i træk når det sociale medies aktie et rekordlavt niveau, og da Nasdaq onsdag lukkede i USA, blev aktien handlet til kurs 20,88. Dermed er selskabets markedsværdi faldet med 45 pct. siden børsnoteringen i maj, da en aktie kostede 38 dollar.
Aktiefaldet kommer efter, at Facebook har offentliggjort antallet af daglige brugere. Analytikerne er skuffede over, at blot 552 millioner bruger Facebook om dagen, og havde forventet et noget højere niveau.
Investorerne har desuden siden maj været bekymrede over Facebooks evne til at kunne holde en stigende omsætning og tjene penge på det voksende antal mobilbrugere. Skærmen på mobiltelefoner er mindre, og der bliver derfor mindre plads til reklamer og annoncer.
Ikke kun Facebooks rekordlave aktie chokerer i denne uge. Forleden offentliggjorde den schweiziske investeringsbank UBS sit opgjorte tab efter købet af Facebook-aktier til 356 millioner dollars eller godt to milliarder kroner. Citigroup skulle have mistet 20 millioner dollars, mens Knight Capital Group Inc. og Citadel LLC menes at have mistet 35 og 30 millioner dollars.
Facebooks introduktion på børsen i maj gjorde en række mennesker til milliardærer, da i alt 421 millioner Facebook-aktier blev sat til salg.